Team Aikandi Border Collies

Kopy er blevet scannet

Posted in Sundhed by Carina on 29/08/2008

Kopy har fået scannet hjertet i dag og hold da op, hvor er jeg glad for jeg valgte at gøre det. En dyrlæge med speciale i hjertet har indrettet en lastbil med udstyr til at scanne dyr. Så jeg skulle bare komme ud til min egen dyrlæge, som også var der for at høre/se resultatet. Ret smart :-)

Kopy ville meget gerne ind i lastbilen og var glad for at hilse på dyrlægerne der (nu bryder han sig ikke om at komme ind i dyrelægeklinikken mere) og han blev lagt op på bordet. Der lå han helt stille, mens hans hjerte blev scannet og dyrlægen forklarede hvad man kunne se på skærmen.

Jeg har allerede glemt de latinske betegnelser (måske Rikke snart kan hjælpe mig her ;-) ), men ihvertfald så pumpede hjertet helt fint – 1m/sek – hvilket er inden for det sædvanlige område. Hjerteklapperne fungerer helt perfekt og tilbageløbet er også inden for det normale. Også tilbageløbet fra lungerne var fint – hvilket tyder på, at lungerne er helt fine og uden arvæv. Ja, alt var normalt med bortset fra højre hjertekammer er større end normalt – højre hjertekammer skal være en 1/3 del større end venstre. Her er Kopy’s 1/2 gang større. Det kan skyldes arvæv, men også at der er hjerteorm. Hjertekammeret kan få den normale størrelse igen, når Kopy er færdig med hans behandling – men skulle det ikke få det, vil det sandsynligvis ikke have nogen effekt på hans performance. Puha :-D

Kopy var nærmest faldet i søvn på bordet, og hjertedyrlægen kigger på ham og siger: “synd, han er så aggressiv” – helt fin humor :-D
Hjertedyrlægen forklarede grundigt, hvad det var han kiggede efter og han var rigtig rar – det synes jeg alle er, der siger min hund er velopdragen og flot ;-)

Men, alt er ikke lutter lagkage.. får han hjerte/lungeorm et par gange mere, så er der dømt sofahund.. så kære andre hundeejere: saml op efter jeres hunde, så vi kan mindske smitterisikoen :-)

Vaccine ønskes…

Posted in Sundhed by Carina on 22/08/2008

I mandags var jeg i MBS for at træne lidt lydighed, dog mest for at agere prøveleder for Jette, som er udtaget til DM med Louie. Jeg havde trænet fremsending nogle få gange, apport og lineføring med Kopy, som også løb rundt alene og legede med sig legetøj. Jeg er igang med at dirigere Jette, da jeg ser, at Kopy pludselig bliver dårlig. Han lå ned med sit legetøj og ville rejse sig, men det kunne han ikke. Hovedet lissom gik fra side til side og benene gav efter. Jeg skyndte mig hen til ham og satte mig ved ham, så hans hoved lå på mit lår, mens jeg aede ham for at få ham til at slappe af. Han lå nu og krampede og benene rystede. Efter 5-10 min havde han det godt igen, kunne rejse sig og gå. En ½ time efter hoppede han rundt og ville have de andre hunde til at lege med sig og der har intet været at mærke på ham siden :-/

Dejligt, at han er frisk igen – men hvad skete der lige?! Jeg har fået ham undersøgt hos dyrlægen, som gik ham grundigt igennem. Hun fandt noget ørevoks, som lå på trommehinden, og det kan sagtens forårsage, at en hund bliver svimmel. Derudover blev der taget en blodprøve. Jeg skulle samle afføringsprøver sammen, for dyrlægens umiddelbare diagnose var hjerte-/lungeorm.

Blodprøverne viste intet – alt var normalt (Kopy’s blodprocent er endda rigtig flot nu :-D ). Men afføringsprøverne viste, at Kopy har lungeorm.. igen.. for fjerde gang :-(
Kopy plejer at få Panacur, når han har hjerte-/lungeorm, men denne gang skal han have Milbemax i seks uger, for at være på den sikre side. Derefter skal han have Advocate en gang om måneden. Jeg bryder mig absolut ikke om at give ham det gift, men der er vist ikke så meget andet at gøre…
Utroligt, at han kan få hjerte-/lungeorm så ofte – han fik en Panacur behandling i marts, i juni fik han Advocate – i august er han fyldt med lungeorm… det er bare for meget! Der er slet ingen tegn på, at han igen har lungeorm – ingen hosten, bliver ikke forpustet eller har ændret adfærd.

Det er med stor sandsynlighed en klump lungeorm, der havde skabt en prop i hjertet, der fik Kopy til at blive dårlig. Jeg har derfor bestilt en tid til scanning af hjerte og lunger for at se, om de har taget skade af alle de gange, han har haft hjerte-/lungeorm.

Øv.. er der ikke nogen, der kan finde en vaccine mod disse forfærdelige orm?!

Elliot’s negl

Posted in Sundhed by Carina on 19/06/2008

Elliot har været til dyrlæge i dag – hans brækkede negl skulle kontrolleres. Meningen var, at der skulle klippes lidt mere af neglen, men det så så fint ud, at det ikke var nødvendigt. Hævelsen har fortaget sig og Elliot er kun lidt øm ved trædepuden – så han slap for at få neglen klippet mere ned :-)
Neglen sidder dog løst, så om tre uger skal han til næste kontrol – og negleklipning…

Bortset fra gigten i poterne og musklerne nærmest ikke er eksisterende mere, så holder Elliot sig godt. Han er stadig stærk i knoglerne og ikke stiv andre steder end i poterne – det er jo dejligt :-)

Elliot har knækket en negl :-(

Posted in Sundhed by Carina on 12/06/2008

Jeg var ude og træne lidt med Kopy og havde Elliot med. Når det er Kopy, der er på, plejer jeg at kaste en bold ind i noget højt græs, som Elliot så skal finde – så er han aktiveret i mellemtiden – og det plejer at virke fint :-)

Men da jeg kastede bolden, ramte den jorden et andet sted end Elliot forventede, så han lavede et skarpt drej. Måske var det regnen, der havde gjort overfladen glat, men ihvertfald glider Elliot. Han løber dog videre, men sætter sig i det høje græs og begynder at små-pive. Jeg går hen imod ham, men så begynder han at søge efter bolden. Han finder bolden, og kommer humpende tilbage til mig – og den nederste del af poten er smurt ind i blod… Elliot havde knækket neglen på vildtkloen på forbenet, så den strittede vandret ud fra benet. Øv øv øv..

Kloen var ikke knækket inde under huden og ej heller knoglen, så neglen skulle “bare” klippes af – første klippede dyrlægen det meste af neglen af, og da hun gjorde det, peb Elliot højt.. men der skulle lige klippes lidt mere af, og Elliot peb højere denne gang.. da dyrlægen sagde, at der skulle klippes lidt mere af, kunne jeg næsten ikke bære det, for det gjorde rigtigt ondt på Elliot :-(

På en gåtur senere på dagen, møder vi en ny hund, Håni (udtales honney), og Elliot var straks forelsket og glemte alt om den ømme negl og løb rundt og legede med hende. Og her havde jeg gået og passet på ham og ynket ham og givet ham ekstra lækre godbidder… hmm… ;-)

HD = A & AD = 0

Posted in Sundhed by Carina on 29/04/2008

Resultaterne fra DKK’s bedømmelse af røntgenbillederne for HD (hofteledsdysplasi) og AD (albueledsdysplasi) er kommet. DKK bedømte begge hofter til den aller bedste status, nemlig A og ligeledes AD, som de bedømte til 0. Det er bare alletiders :-D
Selvom både Kopy’s mor Signe og Elliot har A-hofter – så er det jo ikke helt sikkert, at hvalpene også får så fine hofter – så jeg har da været lidt spændt på resultatet.

Stupide mig…

Posted in Sundhed by Carina on 03/03/2008

Åhh… nogle gange ville jeg bare ønske, at man kunne skrue tiden tilbage og derved undgå at gøre stupide ting… Jeg føler mig ikke lige frem som Månedens Hundeejer – men som Månedens Fjols…

Og hvorfor lige det? Kopy har jo fået konstateret lungeorm, dog var der ikke så mange i prøverne – men de var der. På gåturene har Kopy løbet rundt og der har ikke været noget at mærke på ham. Derfor tænkte jeg igår, at vi kunne træne lidt slalom. Jeg sætter slalompindene op og træner det nogle gange. En af naboerne kommer forbi og vi sludrer lidt, hvorefter jeg samler pindene, så de næsten står lodret. Jeg sender Kopy ind i slalom, men han springer de sidste to pinde over – hvilket han også gør de næste to gange – så jeg vinkler den næstsidste pind lidt og så går det fint.
Lone med Fabi dukker op, og Fabi prøver lige slalom et par gange. Og så vil jeg liiige sende Kopy ind en sidste gang (jeg havde nemlig glemt alt om lungeormene), men han begynder at løbe forbi de første porte, men efter 4. forsøg gør han det rigtigt, og vi stopper. Jeg samler pindene sammen og vil gå hjem med dem.
Jeg sætter snoren i Kopy og går 5 meter, men så begynder Kopy at gå mærkeligt; han runder ryggen og løfter forbenet op og ligesom trykker benet ind mod ribbenene, sætter benet ned og gør det samme med modsatte ben. Sådan går han et par skridt, men så lægger han sig langsomt ned og ligger helt stille og er stiv, munden er lukket men mundvigene er trukket frem og han stirrer tomt frem. Jeg panikker heldigvis ikke i sådanne situationer (det vil jo nok bare forværre alt), så derfor sætter mig hos ham og aer ham på hovedet, men han reagerer ikke på det…
Jeg vælger at bære ham de 20 meter hjem og får ham ind og ligge på gulvet i stuen. Jeg sætter mig på gulvet ved ham og han prøver at rejse sig, men er groggy, så han lægger sig hen over benene på mig. Der ligger han et stykke tid, hvorefter han begynder at savle. Han liver stille og roligt op og begynder at logre og kigge rundt. Pludselig rejser han sig for at gå hen til Lone, men han vakler noget på benene. Han lægger sig hos Lone og hun kæler ham. Lidt efter tilbyder Lone at lufte Elliot og rejser sig for at gå med hundene (Elliot og Fabi). Ja, så rejser Kopy sig også og løber ud til døren – han vil da også med.
Gad vide hvor længe han havde haft det godt, men bare simuleret “stakkels hund”?! ;-)

Der har ikke været noget at mærke på ham her til morgen eller eftermiddagslufteturen – han løb rundt som han plejede (dog foregik en del af turen i snor).

Og hvad skete der så? Jeg konsulterede dyrlægen, som efter at have stillet diverse spørgsmål, såsom om benene havde cyklet på ham, så var hun sikker på, at han på grund af lungeormene “bare” havde tabt vejret og derfor kollapsede. Så nu er der dømt kortere ture og ingen træning førend lungeormekuren er færdig.

Nej, så jeg er ikke lige frem stolt over mig selv – tænk at jeg kunne glemme lungeormene… Sikke en lærestreg til mig…

Øv… ikke igen!

Posted in Sundhed by Carina on 25/02/2008

I løbet af de sidste par uger har jeg lagt mærke til, at Kopy lige har hostet en enkelt gang – sådan en irritationshoste. Begge hundene fik en hjerte-/lungeormekur i november, så jeg regnede ikke med, at det kunne være det. Men efter Kopy blev så syg af hjerteormene, så tør jeg ikke andet end jævnligt at få hundene undersøgt. Og om ikke prøven var positiv – Kopy har lungeorm – igen… Kopy er knap 2 år gammel og har allerede en gang haft hjerteorm og lungeorm 2-3 gange… øv øv øv :-(

Elliot er helt frisk

Posted in Sundhed by Carina on 23/11/2007

Nummer to penicillin-kur virkede efter hensigten, og nu er Elliot helt frisk igen – så frisk, at jeg lige en ekstra gang må kigge efter, om det er Kopy eller Elliot, der kommer farende forbi mig :-)

Så nu er det tid til, at hundene kommer på en hjerte-/lungeormekur.

Elliot var til kontrol i onsdags

Posted in Sundhed by Carina on 02/11/2007

I onsdags var Elliot til kontrol hos dyrlægen for at få tjekket, om der er styr på infektionen. Vi var ikke inde hos min sædvanlige dyrlæge, men en anden, som vi har været ved et par gange før. Det første han spurgte om var, om jeg havde en urinprøve fra Elliot med. Det havde jeg ikke, for jeg fik at vide sidste gang, at urinprøven skulle tages med et kateter. Dyrlægen rynker brynene og kigger på Elliot. Dyrlægen mærker på størrelsen af blæren og nogle andre steder. Dyrlægen drejer hovedet hen til Elliot’s hoved og siger: “Hvor er du bare en dygtig hund”, og det får Elliot til hurtigt at vende sit hoved mod hans og lige give et hurtigt slik på dyrlægens næse. Det er typisk Elliot – andre dyrlæger bliver forskrækkede, når han gør det, men ham her grinede bare :-)
Dyrlægen finder et kateter og spørger om Elliot skal stå eller ligge ned. Sidste gang stod han op og der var slet ingen problemer med at føre det op. Dyrlægen fører meget, meget forsigtigt kateteret op – for forsigtigt, for det gjorde Elliot lidt nervøs, så han strammede sammen og dyrlægen kunne ikke få en dråbe urin ud. Jeg gik hen og tog en håndfuld godbidder fra krukken, og så var Elliot ellers bare ivrig for at få fat på dem – og det gjorde, at han slappede af og dyrlægen kunne nu få fyldt hele sprøjten ;-)
Dyrlægen siger til mig: “Det er altid en fornøjelse at have dine hunde i konsultation. De forholder sig altid roligt lige meget hvad” :-)

Elliot har luret, at dyrlægen synes han er skøn, så da vi skulle betale, stirrede Elliot skiftevis intenst på dyrlægen og på krukken med godbidder. Og det gav selvfølgelig pote – dyrlægen stikker hånden i godbidskrukken, hvorefter Elliot sætter sig op i “egern”-positionen – og det fik han jo flere godbidder for ;-)

Jeg fik resultatet er urinprøven igår, og den viste desværre, at der stadig er blodlegemer i urinen :-( Nu skal Elliot på en 14-dages penicilinkur og så skal der igen tages en urinprøve. Dyrlægen var ikke så begejstret for forløbet, så jeg fik at vide, at jeg skulle holde meget øje med Elliot…
Jeg synes så ikke, at han skal med til Jylland i weekenden og være i en kold hal, så heldigvis kan Lone passe ham – og der elsker Elliot bare at være :-)

Update på Elliot

Posted in Sundhed by Carina on 18/10/2007

Jeg har fået svarene fra Elliot’s urinprøve i dag – den viste tegn på en mindre infektion. Lidt penicilin og så er Elliot frisk igen :-)
Om to uger skal han dog lige til kontrol… Men det har dog sin fordel, at Elliot på sine gamle dage af og til er lidt utæt, for så blev infektionen opdaget så tidligt ;-)
Jeg skal da love for, at der er kommet gang i ham gamle Elliot efter han fik rettet lidt på ryggen – på gåturen i dag overhalede han os i en vældig fart. Skønt at se ham så rørig igen – han virker til at være blevet to år yngre :-D
Det er lidt svært at lade være med at tænke på, hvad Elliot dog har lavet, siden hans ryg skulle rettes; kan det være Kopy, der er løbet ind i ham? Er det sket ved at han springer op efter en bold? Gledet? Faldet ned fra sofaen? Det er lidt ærgerligt, at han ikke kan fortælle mig det ;-)