Hunde-fysioterapi – det kan anbefales!

Da jeg fik Sookie rabies-vaccineret, tjekkede min dyrlæge hende igennem – meget naturligt, når det er første gang dyrlægen ser ens hund. Min dyrlæge er også hunde-kiropraktor og tjekkede lige alle ledene igennem. Sookie var helt fin, men hun kunne mærke at hun var lidt øm i det ene knæ – men det var ikke hævet, så hun mente det kunne være en gammel skade, et slag eller andet.
Sookie har så været til massage nogle gange, og var første gang også helt stiv i ryggen og så fik hun jo lige forstrukket en muskel under kattejagten.

Sookie kan løbe rigtigt stærkt og kan følge med de voksne border collier. Hun har aldrig haltet, men laver ind imellem en cykelbevægelse med det ene bagben (hvor knæet var ømt) og jeg synes Sookie lagde vægten på forparten, når hun bevægede sig. Jeg var efterhånden lidt i tvivl om, om jeg overdrev og så syner – for hvordan kan der være noget i vejen, når hunden ikke halter og også kan løbe så stærkt?!

Jeg fik anbefalet en dyrefysioterapeut af Tina og tænkte, at hvis hun sagde, at Sookie var fin, ville jeg prøve ikke at se spøgelser

Igår kiggede dyrefysioterapeut, Sidsel, på Sookie. Det første hun spurgte om var, hvor gammel Sookie er og om hun har HD. Jeg kunne kun svare, at der ikke er HD i linierne, for Sookie er for ung til at blive HD fotograferet.
Sidsel kunne se, at Sookie var helt stiv i bagparten, så hun undersøgte hendes ben og hofter. Her fandt hun, at Sookie havde fået drejet kugleleddet en smule i hofteskålen og muskler og sener trak benet ind under hende. Det ser ud som om hun bare sidder og nusser benet, og hun får benet “rettet” ud igen ved at bruge osteopati.
Da Sidsel undersøger Sookies andet ben, hvor knæet var ømt, udbryder hun: “hvad har du dog lavet?!” Sookies knæ havde drejet sig, så bevægeligheden var ikke som den skulle være. En kiropraktor kan ikke sætte knæet på plads (Sidsel er også selv kiropraktor), men ved osteopati kan man manipulere led på plads – og det gjorde hun så. Men også dette ben havde drejet sig en smule og blev også manipuleret på plads.

Jeg skulle så lige gå frem og tilbage med Sookie, og hold op, hvor var der en forandring at se! Jeg er stadig så forundret over den forandring – som selv jeg kan se

Før så Sookie ud til at være overbygget bag til, men det er de ofte i den alder og det udjævner sig. Men efter behandlingen, så ser hun ikke overbygget ud bagtil mere – hun havde også en lidt gyngehest-ryg (svaj-rygget), men det er hun heller ikke mere – nu har hun en fin ryglinie – og hun har også været lidt kohaset, men det er hun heller ikke mere.. ja, det er så vildt!

Fordi knæleddet havde drejet sig, har Sookie kompenseret for den manglende bevægelighed ved at trække bagbenene ind under sig (som har resulteret i at hofteleddene har drejet sig en smule) samt at lægge vægten på forbenene og mindst muligt på bagbenene.

Sidsel havde spurgt til HD fordi Sookie’s hofter var så stive – men efter behandlingen kunne man tydeligt at, at hun havde fået smidigheden tilbage og nu kunne bevæge hofterne og vrikke

Jeg er stadig forundret over, at en hund kan drøne rundt og så er dens ben ikke i den korrekte position.. Men nu sidder jeg med spørgsmålet; nu hvor smidigheden er tilbage, kan Sookie så løbe endnu stærkere? — så skal jeg da godt nok snart igang med at løbetræne

Kopy 13. marts 2006 – 13. april 2009

Det er med stor sorg jeg må fortælle jer alle, at min super dejlige Kopy ikke er til mere - han blev kun 3 år gammel. Lige synes jeg ikke, at ordet retfærdighed eksisterer.

Det er så uretfærdigt, når en hund som Kopy skulle igennem alt dette. Han havde absolut på ingen måder fortjent denne skæbne. Han var altid så glad og havde et fantastisk sind – var så god til at tackle alle hunde og aldrig ude på ballade. Han fortalte altid når han havde haft en god dag, så kom han hen til mig og lagde sin kind på mit lår og trak vejret dybt ind mens han logrede. Selvom jeg kun fik tre år sammen med ham, har en kæmpe stor plads i mit hjerte. Og nu kommer her til at blive så frygtelig tomt..

Kopy kæmpede hårdt i 5 dage, men hans liv stod ikke til at redde. Hver for sig ville disse faktorer ikke gøre væsentlig skade, men på een gang er de en dødelig cocktail. Og sandsynligheden for et sammenfald af disse faktorer er microskopisk lille.. men uheldet var desværre ude for os

Ja, hvad der skete er det store spørgsmål. Dyrlægerne har heldigvis været meget åbne og diskuteret det med mig, og er nået frem til (og fortolket således af mig), at Kopy via an flåt for ca 3 uger siden er blevet smittet med blod-parasitter og borrelia, han havde også en infektion i en tand (tandbyld), og var i mandags til tand-dyrlæge og få rodbehandlet tanden. En rodbehandling tager omkring 3 timer i narkose, og droppet får hundenes temperatur til at falde. Når det sker, vågner immunforsvaret og prøver at finde årsagen til denne nedkøling. 
En hund, der er smittet med parasitter eller borrelia eller andet, skal “bare” behandles, og så bliver den frisk igen. En ikke smittet hund tager absolut ikke skade af narkose og at blive nedkølet den smule.

Men i Kopy’s tilfælde finder immunforsvaret blodparasitterne (og borrelia og tandbylden) og tror det er årsagen til nedkølingen og starter på at slå disse ned. Blodparasitterne kan være på og i blodlegemerne, så derfor begynder kroppen at angribe fjenden, dvs. parasitter samt blodlegemerne. Og så er det pest eller kolera – slår man immunforsvaret ned, har parasitter og bakterier frit løb indtil medicinen herimod begynder at virke. Det kan tage op til 5 dage inden medicinen, der skal stoppe immunforsvaret, virker.

Forløbet med Kopy var således:

Søndag:
Vi var i MBS til arbejdsdag, og Kopy løb rundt og legede med de andre hunde, og ville gerne fortælle mig, at han havde fattet lydigheds-øvelsen kegle og felt. Han er så glad da han får øje på Karsten og Charlotte, og de får en hyle-hilsen af ham og hver gang han så sit snit til det, skulle han hen og hilse på Karsten. Han har en rigtig flot pels, gode muskulatur og ser frisk og sund ud. Intet – overhovedet intet, der antydede, at han havde en tandbyld og borrelia samt blodparasitter.

Mandag:
Kopy fik rodbehandlet en tand, som han havde slået spidsen af sidste år. Mere af tanden var blevet slidt af og nerven var nu blottet. Røntgenbillederne viste at han havde en tandbyld. Rodbehandlingen gik fint og Kopy var i fuld narkose i små 3 timer. Kopy vågner meget brat af narkosen, og i mange timer efter hyler han som en ulv og går og småklynker. Det stopper om aftenen, når han har fået noget at spise.

Onsdag:
Kopy kommer ikke ovenpå til mig og siger godmorgen. Jeg tager det for at være lidt tandpine. Jeg lægger mærke til, at hans urin er meget mørk gul. Om eftermiddagen slingrede han lidt og jeg kunne se at han var bleg. Hans urin var nu mørk orangefarvet. Jeg tager ingen chancer, så jeg tager på dyrehospitalet med ham.
Dyrlægen beholder ham og tager en masse blodprøver. Her viser det sig, at han har blodparasitter og hans blodprocent (PCV) er 28, og den skal gerne være over 40. Kopy har også feber, hans temperatur er 40,5. De starter straks behandlingen op, men på grund af en fucking lorte lukkelov (om når det kommer til stykket, hvem fejrer at man for 2000 år siden måske torturerede en mand og klyngede ham op på et par brædder?!), har alle laboratorier lukket og åbner først 6 dage senere, så den specifikke parasit kan ikke bestemmes, og de må behandle ham med de medikamenter, de tror virker.

Torsdag:
Om morgenen er Kopy’s PCV 30 og hans temperatur er faldet til 39,6. Men de vil gerne beholde ham til hans temperatur er på normalt niveau igen. Det så lovende ud, altså at han havde fået startet behandlingen i tide.

Fredag:
Om morgenen er Kopy’s PCV nu faldet til 19, men hans temperatur er nu normal. Jeg er ude hos ham det meste af dagen og ser han tisser nærmest kun blod nu. Kl 16 tages en ny blodprøve, og nu er blodprocenten faldet til 12 og Kopy er meget bleg, men følger med i hvad der sker. Jeg snakker med dyrlægen, og han forklarer, at en blodprocent under 10 er fatal for kroppen, da organerne ikke vil få ilt nok, og han fortæller om fordele og ulemper ved en blodtransfusion. En blodtransfusion kan købe lidt tid, så medicinen kan få mere tid til at virke, men en blodtransfusion kan også få nedbrydningsprocessen til at eksplodere. Vi aftaler at have is i maven og tage en blodprøve igen 3 timer senere, for at se udviklingen. Her er tallet stadig 12, så det ser ud til at stabiliseret sig. Kopy virker under omstændighederne til at være okay. Kl 1 om natten er PCV’en nu 11, men han har det stadig godt.

Lørdag:
Jeg bliver ringet op kl 7, og bliver fortalt, at Kopy’s blodprocent nu er 9 og han har svært ved at trække vejret, så de er startet på at give ham blod. Hans temperatur er nu igen oppe på 40,5. Efter første blodportion er PCV nu 14, og han får endnu en blodtransfusion, som får PCV op på 20. Jeg kan nu få Kopy til at spise lidt og han virker til at være ovenpå. Han har dog svært ved at styre sine bagben, når han er oppe at gå. 3 timer senere, er PCV op på 26, så det er alletiders. Næste blodprøve viser 24 og den sidste om aftenen viser 21. Faldet kan bare skyldes, at han får væske i drop.

Søndag:
Om morgenen er PCV 18, og Kopy vil ikke spise. Hans temperatur er dog på vej ned og er nu 39,6. Kopy går meget fint i dag, dog lidt vaklen. Jeg får proppet noget mad i Kopy, og han ser ud til at slappe af. Han sover lidt og logrer med halen når han vågner og ser mig. Eftermiddagens blodmåling viser 19, og hans temperatur er nu på normalt niveau. Dyrlægen har nu også fundet, at Kopy er smittet med borrelia. Men den antibiotika-behandling han får, skulle kunne slå det ned også. Med dagens forløb var der lidt håb at spore.

Mandag:
Jeg bliver ringet op kl 8, og dyrlægen fortæller, at Kopy’s positive udvikling har vendt. Hans blodprocent er nu faldet til 10 og han har målt hans laktat-værdi, som er helt oppe på 14 (normalt er 2-3). Laktatværdi er mælkesyreværdien, som fortæller at nu får Kopy’s organer ikke nok ilt. Han havde været besvimet en enkelt gang om morgenen. Det vil ikke hjælpe at lægge ham i et iltkammer, for han har ikke nok blod til at ilte organerne.
Jeg skynder mig ud på dyrehospitalet, og jeg kan heldigvis se, at han genkender mig. Jeg får ham ud på græsset, hvor han ligger i sin kurv. Han har store besværligheder med at trække vejret og ser forpint ud. Jeg kan ikke holde ud at se ham lide, så jeg bruger ikke mange minutter på at sige farvel til ham.
Da dyrlægen giver ham fred, sad jeg og kælede ham og holdt hans pote, som jeg så ofte gjorde om aftenen, når han lå ved sofaen. Kopy har virkelig kæmpet hårdt for at leve. Aldrig før havde de oplevet en hund overleve en laktatværdi over 6 – så 14 er nærmest til at sætte i en rekordbog.
Det var svært at stoppe med at kæle med ham selvom han nu er død. Jeg vidste at det ville være sidste gang, at jeg kælede med ham og sidste gang jeg ville se ham.

Nøj, det har været nogle barske dage, med op og nedture. Jeg er så ulykkelig over, at Kopy ikke klarede sig igennem dette sorte uheld af omstændigheder. Jeg ved han vil blive taget godt imod i hundehimlen.

Selvom han kun var så kort tid i mit liv, har han sat et stort præg på mig. Jeg vil altid elske Kopy og han vil aldrig blive glemt. Tak Kopy, fordi jeg havde chancen for at opleve en så vidunderlig hund som dig.

Kopy har fået røntgenfotograferet hjerte og lunger

I dag har Kopy fået røntgenfotograferet hjerte og lunger for at se, om de har taget skade af at Kopy har haft hjerte-/lungeorm så mange gange. Bortset fra, at Kopy har et lidt stort hjerte, så så det hele bare så fint ud – altså hjerte, lunger og bronkier

Nøj, hvor er det en dejlig nyhed. Jeg blev lige briefet ganske kort om tingenes tilstand, da billederne var blevet fremkaldt, men det endelige resultat fik jeg først senere. Dyrlægen skulle først undersøge billederne i det rigtige lys inden jeg kunne få endelig besked.

Det er godt nok nemt at have Kopy – og Elliot for den sags skyld – med til dyrlæge. Opdrætter Jette gør et stort arbejde med hvalpene, så de har lært at forholde sig roligt og de finder sig i nærmest hvad som helst. I dag kunne Kopy slippe for at blive bedøvet, for det var bare at lægge ham ned på bordet, sige han skulle ligge stille og holde sit hoved nede og så trække benene ud – om det var på siden eller maven, lå han bare bomstille – så billederne blev skarpe i første forsøg

Dyrlægen viste mig, at hjertet er lidt stort – men ikke større end vi så på scanningen i september. Hjertets størrelse skal også ses i forhold til, at han er en temmelig aktiv hund, og de har ofte større hjerter end almindelig aktive hunde. Det samme gælder for væddeløbsheste og top idrætsudøvere. Så det er ikke noget, jeg skal være nervøs for.

Lungerne viste i første omgang, at der kunne være noget med den øverste del af lungerne, for der var skyggen ikke så kraftig – jo større skygge (sort farve) jo mere luft og ingen arvæv. Men som dyrlægen sagde senere, så er det sikkert Kopy’s måde at trække vejret på – han var jo ganske afslappet, da han lå på bordet, så han havde ikke det store behov for at fylde lungerne med luft. Altså, lungerne var helt fine – og man kunne se, at han ikke har et gram fedt på kroppen – rå muskelmasse

Det eneste jeg vil komme til at opleve med Kopy er, at et større hjerte fylder mere, især når han arbejder – så det vil tage lidt plads fra lungerne. Og det kan gøre ham hurtigere forpustet, når han arbejder. Men det er ikke noget, der betyder noget. Fedt at vide, at det ikke er fordi han er i elendig kondition

Ja, sikke en lettelse – nu kan vi komme i gang med at træne for fuld styrke igen

Motion og træning er så småt påbegyndt

Kopy keder sig efterhånden temmelig, temmelig meget.. han har fundet det bedste trick til at fortælle mig, at han gerne vil have opmærksomhed – nemlig at lægge hovedet på tastaturet på min bærbare

Kopy med hovedet på tastaturet

Ellers er han begyndt på at sige nogle pibe-lyde. Når jeg kigger hen på ham, holder han op.. så nu har han fundet på, at holde øjnene lukkede, så han ikke kan se jeg kigger på ham – og så åbner han lige øjnene på klem for at se, om jeg kigger

Og sidste nye påfund er at slikke på min skærm på den bærbare

Så siden weekenden har Kopy fået lov at løbe frit igen – så vi har gået nogle ture på en halv time til tre kvarters tid. Men det har ikke hjulpet så meget på kedsomheden.

Efter at have snakket med dyrlægen, som fandt det ok at lade Kopy så småt starte op på træning og motionering igen, når han ikke har nogle symptomer og virker frisk – tog vi til agilitytræning igår aftes. Vi løb en sektion på 11 forhindringer to gange, og en sektion på 6 forhindringer en gang. Men Kopy var så glad – han synes ihvertfald selv, at han var en stjerne Men bedst af alt.. han var dejlig træt bagefter

Hjerte-/lungeorme behandlingen er nu slut og hvad så?

Kopy har nu fået den sidste pille i denne omgangs behandling af hjerte-/lungeormene. Fra næste weekend skal der igen samles ind til prøver, så vi kan se, om der stadig er flere tilbage. Jeg har besluttet mig for at få Kopy’s hjerte og lunger røntgen-fotograferet, for så ved dyrlægen og jeg, om han har taget skade af at have haft hjerte-/lungeorm så mange gange. Jeg synes det er rart at vide, så jeg ved, om han kan tåle at træne og i givet fald hvor meget han kan tåle.

I mellemtiden har min dyrlæge haft kontakt med den førende specialist, indenfor hjerte-/lungeorme-området, på landbohøjskolen. Specialisten anbefaler at Kopy to gange om året skal på en hjerte-/lungeorm-kur og hver måned skal have en Advocate pipette – og derudover skal der afleveres prøver når der er højsæson for hjerte-/lungeorm – og det er juni og oktober. Og sidste anbefaling er at finde nye luftesteder.
Ja, det har jeg allerede gjort. Det er lidt surt nu hvor jeg bor klods op af et fredet område, hvor der må være løse hunde. Men Kopy’s helbred kommer i første række.

Er lidt spændt på resultatet af prøverne og røntgenbillederne – håber de er ok, så vi kan komme igang med træning igen

Min lille apporthund

Jeg må korrigere mit andet indlæg; Kopy har fået konstateret hjerte-/lungeorm 4 gange, 2 gange har han haft symptomerne, men det var ikke muligt at tage prøver (bl.a. mavevirus med diarre til følge), blev behandlet for hjerte-/lungeorm, og symptomerne forsvandt bagefter.

Kopy dog ikke helt tilfreds med, at gåturene er skåret ned til 20 min og at de foregår i snor. Denne gang har jeg besluttet mig for at få lært Kopy at gå pænt i snor – det er da vist på tide

Kopy keder sig gevaldigt… går rundt og siger skøre lyde.. står så helt stille.. og det eneste, der bevæger sig er øjnene, der lige skal tjekke, om jeg nu har bemærket, at han keder sig

Det er en udfordring at aktivere en hund uden den bliver forpustet. Men nu må vi gå igang med at lære nogle nye tricks – eller træne videre på dem, vi har “opgivet” – bl.a. poten-over-snuden da Kopy blev ved med at spise tapen
Men har I nogle gode lege/tricks, vil jeg meget gerne høre om dem

Men Kopy kom lige til at vifte en æske, indlægsseddel og et hylster som lå på sofabordet på gulvet. Jeg beder ham samle dem op igen, men regnede ikke med, at han forstod det, for jeg har aldrig bedt ham om at samle andet op end apportbuk og næseprøvepinde. Men Kopy samler hylsteret op, holder den forsigtigt og kommer hen med den Og det samme gør han med indlægssedlen Udfordringen var at få ham til at finde æsken, for den var landet under skænken – men det lykkedes også
Hvor har jeg dog undervurderet min “lille” hund

Og et lille suk… Jeg lufter nu andre steder end jeg gjorde før. I morges kom vi ad en sti og ud på fortovet, og længere fremme går en lille muskelhund og da den fik øje på Kopy, gik den helt besærk. Jeg skyndte mig over på den anden side af vejen. Kunne mærke på Kopy, at han var lidt oppe at køre, men svingede med en godbid foran snuden på ham, så han ikke kiggede over på hunden.
I eftermiddags ser vi den igen. De var på vej ned af skovstien med retning mod os. Jeg ville skynde mig over gaden, men der kommer en bil, så jeg bliver nødt til at vente. Muskelhunden trækker afsted med damen, som ikke kan holde den og da den er 5 meter fra os, skynder Kopy sig om på den modsatte side af mig og stiller sig med retning væk fra den, men alligevel tænder den af… Damen sætter sig ned for at holde den, og den eneste tanke der gik igennem mit hoved var: bare dens flexline holder! Jeg vender mig mod den og råber “ARJ, SÅ HOLD DOG OP!” – ja, det var de grimmeste ord, jeg kunne komme i tanke om der
Men jeg begriber ikke, hvorfor man vil have sådan en hund…

Det må så være 6. eller 7. gang…

at Kopy har fået hjerte-/lungeorm… ja, du læste rigtigt… stakkels hund

Jeg havde bare slet ikke troet, at han ville have det igen, for han har været på advocate konstant siden sidste behandling. Men så er erfaringen jo bare, at der ikke er noget, der kan forebygge de s….. orm.

Der var ikke andre symptomer på, at han ville have hjerte-/lungeorm igen end at han rømmede sig. Lene hørte det en enkelt gang, da hun passede ham og jeg selv hørte det to uger efter – og så ville jeg ikke have fred i sindet, førend jeg fik ham testet for dem. Og heldigvis for det!

Men nu står den på 4 uger på Milbemax – det slog dem ned sidst.

Havde ellers lige glædet mig til VAS stævnet i næste weekend…

Kan jeg få 2008 tilbage igen?

Her er det nye år kommet lidt skævt fra start.. den 31/12 var jeg bare ude og træne lidt lydighed med Kopy og gå en tur. Den 1. efter en morgenluftetur og en efterfølgende lur, støttede Kopy ikke på det ene bagben.. mærkeligt, for jeg har ikke set, at han skulle have lavet noget på gåturen, der kunne give en skade.. men der er meget kuperet, hvor jeg lufter, så måske har han trådt ned i et hul eller noget, da han løb rundt.. Når han først er gået lidt varm, er der intet at se, men så snart han har ligget ned, så støtter han ikke helt på benet.. Så vi starter året med at tage det lidt med ro – altså luftes korte ture i flexline.. det passer ikke helt Kopy – men når det nu skulle være, så passer det mig fint, at det er på denne tid af året, at det skulle ske – det er da godt nok hundekoldt at lufte hund i disse dage

Hjerte-/lungeormene er bekæmpet!

De opfølgende prøver viste, at de modbydelige hjerte-/lungeorme nu er bekæmpet – jubiii

Det er som om jeg har fået en helt ny hund – aldrig har jeg oplevet Kopy have så meget energi! Men det har også en lille bagside – nu har han overskud til at finde på en masse unoder

Men det er alligevel skønt – hellere lidt unoder og så en energisk hund

Og endelig er jeg online igen herhjemme, så bloggen vil blive opdateret lidt oftere nu

her sker ikke så meget…

..når ens hund har hjerte-/lungeorm.. men lidt mere hjernegymnastik kræver det, når det fysiske aktivitetsniveau er sat ned, hvis man skal kunne holde “dyret” ud. Så vi har lavet nogle øvelser herhjemme, eller rettere, stillet nogle små udfordringer til Kopy. Men han tager det heldigvis helt pænt (at man ikke kan spæne rundt mere og heller ikke kommer til træning).

Igår var der en forandring – Kopy virkede så glad, og galloperede mere rundt – helt uden at blive forpustet – så det tyder på, at der er ved at være bugt med de lede orm

I dag var jeg ude og se finalen til Årets Hund i Agility. Jeg havde kun taget Kopy med, da Elliot havde dårlig mave hele dagen igår og var noget dvask i dag – så han fik lov at underholde Lars (Fabi’s far), som har benet i gips. Kopy sad på sidelinien og fulgte interesseret med i alle hundene der løb. Når der løb en hund, der gøede, så istemte Kopy – men det blev stoppet i en fart! Så i stedet for at gø, begyndte han at hoppe på stedet
Landsholdshundene fik efterfølgende lov til at løbe på banen, og da jeg rejste mig fra stolen, sprang Kopy over snoren ind til banen og ville også gerne løbe. Men jeg måtte fortælle ham, at han ikke er en landsholdshund og ikke måtte deltage, hvortil en af de andre tilskuere siger: “han har vel ambitionerne om at blive det”