Agility, hyrdning og hyggedag i MBS

Sidste weekend var jeg til preschool agility i VAS – absolut ikke en succes Jeg troede den tid, hvor Sookie løber hen til de andre hunde var ovre. Men aldrig har hun før løbet så meget væk og været så svær at få til at koncentrere sig…

Dagen efter kørte jeg til Jylland, for Sookie skulle passes en uge hos opdrætter Jette. Her fik jeg lige chancen til at hyrde lidt med Sookie. Ja, se.. det var straks en større succes Når der er får, er hun helt ligeglad med de andre hunde – det eneste, der kan fange hendes opmærksomhed er fårene. Selve træningen gik rigtigt fint Der var en lærerig træningsgang, med mange udfordringer – blandt andet får, der hoppede over en lille å på marken, og så få Sookie til at hente dem tilbage igen. 

Igår hentede jeg Sookie igen og vi kunne også lige få hyrdetrænet lidt igen Uha, damen synes nu, at hun har helt styr på det – mere end jeg (og det er sikkert rigtigt nok) Men ihvertfald skal vi lige igang med at træne “lay down” igen – den kommando var vist blevet lidt rusten på bare en uge

De drikker af vandpytten

Sookie, Toxy, Qato & Enzo

I dag var jeg ude i MBS og træne lidt hvalpeagility med Lene og Qato. Sookie var bare på, og løb ikke hen til andre hunde (der gik forbi) og ej heller hen til Qato, selvom de er rigtig gode legekammerater – så det var en stor succes Ja, efterhånden tror jeg på, at denne succes hænger en del sammen med, at vi hyrder sammen..

Da de, der træner rally lydighed i MBS, kom og satte bane op, løb mange af hundene og legede. Hold op, hvor de hyggede sig Der lå vandpytter i græsset og hundene løb igennem dem – nok fordi det var der vi kastede frisbee’en

Sookie’s 1 års fødselsdag

Idag er det Sookie’s 1 års fødselsdag. Jeg er så glad for, at hun er faldet så godt til hos mig. Det er noget andet at få en hund, når den er et ½ år gammel end at få den fra hvalp. Men jeg er sikker på, at vi nok skal blive et rigtigt godt team alligevel :-)

Sookie 1 år

Igår var vi på stranden. Jeg var kommet i god tid og mens vi ventede på at Anja med Nessie & Queeny kom, hyggede Sookie sig med at lege i vandpytterne…

Sookie leger i vandpyt

Sookie leger i vandpyt

Sookie leger i vandpyt

Det var første gang Sookie mødte Nessie og Queeny. Men det bliver nok ikke sidste, for Queeny og Sookie legede så godt sammen

Queeny og Sookie leger

En “holy moly, hvad gør jeg nu?” oplevelse

Efter at have trænet hunde i 20 år nu, er det yderst sjældent, at jeg står i en situation, hvor jeg tænker: “holy moly, hvad gør jeg nu?!”. Jeg plejer normalt hurtigt at kunne finde en anden vinkel på træningen/situationen. Men nu hvor jeg nævner det, er det jo selvfølgelig fordi jeg lige har haft “holy moly” oplevelsen

Hvor jeg lufter, er der en mur rundt om vendepladsen. Muren, der minder om et Ω-tegn, er ca 80 cm høj (ind mod vendepladsen og på modsatte side op med 2 m hvor den runder), 40 cm bred og der er fliser, der har en meget ru overflade, på toppen. Som en lille udfordring på gå-turen, har først Elliot og så Kopy løbet oppe på denne mur. Og nu skulle det være Sookies tur til at løbe på muren.

Jeg løftede Sookie op på muren, og hun begyndte at gå – uden tøven. Da vi nåede hen til stedet, hvor der er langt ned på modsatte side, tøvede hun lidt, men gik videre – vi nåede ned til modsatte ende, vendte om og gik turen tilbage. Masser af ros

Nogle dage senere, skulle Sookie for anden gang prøve at gå på muren. Jeg løfter hende op, og hun begynder straks at gå. Hun tøvede lidt igen, hvor der er langt ned, men gik videre til enden og tilbage igen.

Tredje gang Sookie skulle prøve den, havde hun leget og spænet rundt og var egentlig lidt træt, men jeg kom lige i tanke om, at det var en uges tid siden hun sidst havde prøvet at gå på muren, så det skulle vi lige nå inden vi gik hjem.
Jeg løfter Sookie op på muren, hun går et skridt, og springer ned. Jeg siger “nej, man springer ikke ned” og bærer hende op på muren igen, hvorefter hun stivner og vil ikke gå videre. Ja, det var så nu jeg tænkte: “holy moly, hvad gør jeg nu?!” og tankerne fortsatte: “hvis jeg bærer hende ned nu, vil hun så bare lære, at man kan nægte noget? Skulle jeg ikke have sagt nej? Jeg må lokke hende, men hvorfor er det lige, at jeg ikke har lommerne fulde af guffer?!”
Jeg prøvede at lokke Sookie til at gå videre og lagde nogle guffer – hun flyttede sig frem med micro-små skridt. Jeg kunne godt se, at med det antal guffer jeg havde tilbage og det antal det havde krævet at få hende til at gå en halv meter, så ville der ikke være til mere en 1½ meter. Så hvad gjorde jeg så? Jeg er ikke altid helt så tålmodig, så jeg prøvede at skubbe bagpå – hun flyttede sig to skridt frem og jeg gav hende en godbid. Jeg skubbede hende igen og gav hende en godbid. Men så tænkte jeg: “hvordan mon lige hun tackler at blive tvunget til noget hun ikke vil? Mon hun ikke har tillid til mig mere?” Jeg prøvede så at lokke hende igen (uden at skubbe) og hun gik nu selv frem et par meter og stoppede så. Jeg skubbede lidt på igen og hun gik videre. Da vi nåede til punktet, hvor muren knækker 90° stoppede vi og vendte om og gik tilbage.
Turen tilbage gik noget lettere og Sookie gik stille frem. Vi når tilbage til startpunktet, jeg skamroser hende og jeg bærer hende ned og så skynder vi os hjem. På vejen hjem tænkte jeg om jeg nu havde ødelagt noget og var glad for, at det “bare” var muren, som hun ikke behøver at gå på mere.

Der går en uges tid, og vi kommer forbi muren igen. Jeg havde ikke tænkt, at Sookie skulle gå på den igen, men hun løber derhen og springer op ad den og står med forpoterne på toppen og kigger hen på mig – som om hun sagde: “Hvaa’, bærer du mig op eller hvad?”
Jeg bærer hende op på muren, og så begynder hun at løbe – jeg følger efter, men stopper hende hvor muren slår et knæk og vi løber tilbage igen. Hun får en masse ros, og da jeg skal til at give hende en godbid, så lægger hun sig ned (det er det hun tilbyder, når der er godbidder fremme) og jeg skamroser hende igen og hun får en del guffer. Ja, puha, så havde jeg da ikke ødelagt noget
Vi tager turen frem til knækket igen, hvor hun får en godbid. Hun vender sig og løber tilbage til enden af muren og lægger sig ned. Hun får selvfølgelig masser af ros og godbidder.

Et par dage efter skal Sookie prøve igen, og da vi går hen imod muren, løber hun igen derhen og stiller sig med forbenene på toppen af muren. Vi løber frem og tilbage et par gange – dog kun til knækket. Farten er nu højere. Hver gang hun kommer tilbage til startpunktet, lægger hun sig ned.

Der går nok en uges tid inden jeg synes hun skal prøve muren igen. Vi går hen imod muren. Sookie løber derhen, stopper op og kigger på muren, går et skridt frem og springer så let og elegant op på muren selv – vildt, muren er jo ca 80 cm høj! Nu spæner hun frem og tilbage – og lægger sig stadig ned for enden.

Så det jeg har lært af dette er:

• Det ikke er så smart, at udsætte hunden for noget, som den ikke er 100% tryg ved, når den er træt.
• At jeg kan lokke Sookie, men hun også kan klare at blive presset.
• At Sookie hurtigt finder en vane (da hun lægger sig ned af sig selv, bare fordi hun blev rost en enkelt gang, hvor hun dækkede).
• At Sookie gerne udfordrer sig selv.
• Og altid at have lommerne fulde af guffer

Selvom det nu ikke lige var så sjovt at tænke Holy Moly, så har hele denne oplevelse givet mig en hel del viden om, hvordan jeg skal træne Sookie. Super fedt – jeg glæder mig helt vildt til vi rigtigt kommer igang med træningen

Der er visse fordele ved at være lille…

ja, jeg tror jeg er kommet ud på lidt af en glidebane her.. Jeg gider egentlig ikke hunde i sofaen eller sengen. Elliot sov dog i sofaen, men oftest når jeg ikke var hjemme – om morgenen, når vækkeuret ringede, hoppede han lige op og puttede indtil snooze-tiden var slut. Men da jeg så fik Kopy, var to hunde for meget i sofaen og om morgenen skulle jeg jo skynde mig op og lukke Kopy ud og tisse – så det blev enden på hunde i sofaen og i sengen om morgenen.

Og så kom Sookie.. hun prøvede en dag at kravle op i sofaen, hvor jeg sad 30 cm fra armlænet (med den bærbare på skødet ). Jeg tænkte, at hun ikke kunne få krøllet sig sammen på den lille plads og ville hoppe ned igen – men der tog jeg fejl! Big time

En morgen i en weekend, lå jeg og snuede den. Sookie var henne og kigge flere gange for at se, om jeg ikke snart stod op. Tilsidst fik jeg hende til at hoppe op til mig. Men det blev lige kortvarigt opfattet som, at det skulle man hver morgen – og aften!

Jeg var oppe og hente Sookie i fredags (lige en sidebemærkning, Sookie var så sej på fårene!) og overnattede hos familien på vejen hjem.  Jeg havde glemt Sookie’s kurv og tæppe, så hun vandrede lidt rundt, da jeg skulle til at sove. Så hun fik tilbuddet om at sove i fodenden, for hun fylder jo ikke så meget - jeg regnede dog ikke med, at hun ville ligge der hele natten

Og hvem ligger her ved siden af mig i sofaen og tygger på kødben? Tjaa.. min lille forkælede hund

Forventninger samt hyrdeweekend

I mit tidligere indlæg skrev jeg, at Sookie ikke løb ned til det andet hold til træningen – successen blev nu ikke lige gentaget til sidste træning. Dog kun et enkelt smut derhen, men jeg er egentlig ret så tilfreds alligevel. Sookie har ikke gået til hvalpemotivation eller anden form for lydighed. Det eneste hold hun er tilmeldt er hvalpeagility. Når jeg træner noget med hende herhjemme, bliver det til 5-10 minutters træning ad gangen og ikke en hel times træning, som hvalpeagilitytræningen er. Og ikke mindst, når vi går tur, får Sookie lov at løbe hen til de andre hunde og har altså endnu ikke lært at gå forbi de andre hunde uden at hilse. Så jeg kan jo slet ikke forvente, at efter få ganges hvalpeagilitytræning, at hun kan koncentrere sig en hel time og forstå, at man ikke løber hen til de andre hunde – og det gør jeg bestemt heller ikke :-D Det skal nok komme med tiden – det er bare ikke lige den ting, jeg har prioriteret at træne lige nu.

Sookie om fangefold

Jeg har været oppe hos opdrætter, Jette, og hyrde med Sookie. Hun er bare blevet rigtig god! Vi har trænet om fangefolden og Sookie er enormt hurtig til at gå i balance – altså hurtig til at finde balancepunktet og hurtig til at løbe derhen Jeg fik lidt af træningen optaget på video og det var fedt – for det var nemt at se, hvad jeg ikke gjorde helt rigtigt. Så det kunne jeg forbedre til næste træningspas! Sookie lystrede kommandoen “lay down” hver eneste gang – også selvom jeg gav kommandoen, når hun var i løb hen mod balancepunktet (ville lige tjekke, om jeg havde helt kontrol over hende ).

Jeg skulle også lige prøve at have Sookie på løse får – det gik dog ikke lige helt som planlagt. Jeg stivnede og stirrede på hunden i stedet for at bevæge mig og gøre mit til at det blev en succes Sookie løb direkte mod fårene og det fik flokken til at splitte sig. Jeg kunne nu sagtens få hende stoppet og hun lystrede “lay down”, så det var ikke en hel fiasko.
Vi afsluttede lige med en tur om fangefolden – og der gik det helt fint igen. Indrømmet, jeg blev overrasket over min egen (manglende) reaktion. Men det lader jeg mig nu ikke slå ud af; hunden var alligevel lydhør, så må jeg bare tage mig sammen næste gang ;-)

Forstyrrelser og træningsplaner

Jeg er nok ikke den mest strukturerede, når det kommer til planlægning af selvtræning. Da jeg trænede lydighedsprogrammet med Elliot og Kopy, havde jeg en seddel i tasken, hvor alle øvelserne stod på – både for den klasse de skulle op i samt den næste. Inden jeg startede med at træne, kiggede jeg sedlen igennem og besluttede mig for, hvad jeg ville træne (på baggrund af, hvordan sidste træning gik og hvor vi havde de største udfordringer – og ikke mindst, hvad jeg selv brændte mest for). Det fungerede nu fint.

Jeg træner ikke lydighedsprogrammet med Sookie, men indtil videre kun flatwork (agilityhandlingsøvelser uden forhindringer). Her har jeg ikke lige en seddel i lommen (ved eftertanke burde jeg måske få lavet mig en ), men plejer at beslutte mig for, hvad jeg vil starte med inden jeg går ud i parken.

I forhold til boldbanerne, hvor jeg trænede lydighed, kommer der flere folk og hunde i parken og det giver jo en del flere forstyrrelser (bl.a. folk, der kommenterer min dygtige hund; og børn, der gerne vil deltage; løse hunde, der kommer hen for at hilse på). Jeg kunne jo vælge at tage om på boldbanerne og træne, hvor der som oftest ikke er andre (end boldspillere). I stedet har jeg valgt at ændre på træningsplanen og tilpasse den omstændighederne, altså forstyrrelserne.

Er der kommet børn, som gerne vil deltage, så har jeg brugt dem til at zig-zag’e imellem; have dem stående tæt i løbebanen mod fremsendelsesbøtten/-legetøjet; have dem til at løbe rundt i en cirkel sammen med os - som til udstilling. Børnene synes det er enormt sjovt at være med i træningen, og jeg får lært Sookie at koncentrere sig om den opgave, jeg har sat hende til.
Er det hunde, der er kommet, får Sookie lov at hilse. Når de lige har hilst, finder jeg legetøj frem og løber afsted mens jeg kalder – og så er jeg og legetøjet i langt de fleste tilfælde meget sjovere end den anden hund På den måde, er det Sookie selv, der vælger, at det er langt sjovere at lave noget med mig end at lege med den anden hund.

Det ser ud til at være helt okay at gøre brug af forstyrrelserne på den måde – ihvertfald løb Sookie ikke hen til de andre hunde til hvalpeagility i mandags

Larm I bare!

Det ser ikke lige ud til, at det renoveringsprojekt, der er igang, hvor jeg bor, får en ende… De skulle have været færdige for et par måneder siden, men tingene tager længere tid end forventet.. det var vist svært at finde kvalificerede håndværkere og få bestilt de rigtige døre og vinduer…

Efter at have haft Sookie med på arbejde det meste af en måned, valgte jeg at lade hende blive hjemme. Mest fordi det er svært efter så lang tid, at vende tilbage til hverdagen.

Jeg arbejdede hjemmefra den første dag om formiddagen, for jeg ville lige se, hvordan Sookie reagerede på larmen. De var igang med at lægge ny isolering på taget. Håndværkerne gik rundt på taget, og det lød som om, der var rotter på loftet De smed de gamle brædder ned og havde gang i en brænder. Jeg kastede et blik hen på Sookie, men jeg havde heldigvis ikke noget at være bekymret over – hun lå og snorksov med poterne strittende op i vejret

Igår skulle håndværkerne rive listerne af de faste vinduer i stuen med et kojern, og hold dog op, hvor det larmede. Hvad gjorde Sookie? hun satte sig helt hende ved vinduerne og kiggede på håndværkerne brække lister af!

Super dejligt, at jeg ikke har en lydfølsom hund og skulle bekymre sig om larm og nye lyde!

At flytte sine grænser

Det er så sjovt at studere en unghund og se, hvordan de får flyttet nogle grænser. Der var to ting, som Sookie synes var rigtig farlige – og det var at stå og kigge ned fra bagagerummet af min bil (der er så også meget langt ned) og det andet er min trappe, der er åben.
Jeg har ikke gjort noget forsøg på at få Sookie til at springe ned fra bilen eller gå op og ned ad trappen. Jo længere tid, der går inden hun springer fra den højde eller begynder at gå op og ned ad trapper, des bedre.

Da jeg for en måned siden besøgte Sookie’s opdrætter, Jette & Stig, og skulle til at bære Sookie ned fra bilen, hørte hun Stig’s stemme og sprang selv ned.. så en grænse blev flyttet her Men hun bliver nu alligevel båret ned hver gang.

Jeg plejer at bære Sookie op og ned ad trappen, men her for to ugers tid siden, ville hun pludselig selv prøve at gå op ad trappen. Jeg fulgte hende op og hjalp lige et par gange med at huske hende på, at hun også skal flytte bagbenene. Da hun var 2/3 oppe, kiggede hun igennem trappen og fortrød, for der var langt ned. Jeg fik hende til at kigge op og så fortsatte hun op selv. Og nøj, hvor var hun stolt, da hun kom op
Nu går hun selv stille og roligt op og flytter for- og bagben samtidigt. Hun går dog stadig ikke ned selv. Jeg prøver ikke at animere hende til at overskride den grænse – når hun bliver træt af at blive båret ned, så tager hun jo nok initiativ til selv at gå ned   

En tredje udfordring stod pludselig en dag i skoven. Et par mænd havde kørt en lift ind i skoven og var ved at sætte benene ned – det lignede en kæmpe edderkop med viftende ben. Sookie standsede først op og gik i en stor bue udenom den. Men så får hun øje på den ene mand, der står og styrer benene og går hen til ham. Så var liften ikke farlig mere, selvom motoren var tændt og “benene” støjede. Liften stod der en uges tid, og Sookie fandt hurtigt ud af, at den hurtigste vej forbi liften, var under den – så den vej tog hun også selvom motoren var tændt og liften kørte op.

Ja, nogle gange har vi så travlt med at hjælpe vores hunde, men mon ikke vi burde vente og se om hunden bliver moden og modig nok til selv at udforske sine grænser?!

Sookie under en lift

Kontorhund og ømt bagben

Vi er igang med at få renoveret husene og der bliver lagt nyt tag, ny isolering, nyt ventilationsanlæg samt nye døre og vinduer – så her bliver sikkert rigtigt flot, når håndværkerne engang er færdige.. men lige nu larmer renoveringen uhyrligt meget! Derfor ville jeg ikke gerne, at Sookie var alene hjemme, mens de arbejder.. at jeg arbejder hjemmefra er umuligt i den larm.. så løsningen blev, at Sookie kommer med mig på arbejde – ingen på kontoret havde noget imod det, nærmest tværtimod
Jeg har et kæmpe bur, hvor hun kan ligge udstrakt på det korte led, og der er hun i – helt utroligt så eksemplarisk Sookie opfører sig. Hun affinder sig bare med situationen og snorksover det meste af dagen eller ligger bare og tygger lidt i et tyggeben. Jeg er så imponeret over, at hun bare tager tingene oppe-fra og ned; elevator? ok, det er da iorden. Går du til møde i et par timer? fint nok, jeg sover bare videre
En kollega’s datter er så glad for hunde, så hun har fået tjansen at komme og lufte Sookie omkring frokosttid. Pigen har et godt tag på hunde og Sookie er glad for hende og følger gerne med på en gåtur

Sookie har fået et ømt bagben da hun liiige skulle spæne efter en kat. Det så ud som om hun trådte ned i et (mosegrise-)hul i skyndingen Når benet er varmt, er der ikke noget at se, så det er ikke så slemt. Jeg holder hende dog i ro og har aftalt tid til massage hos Rikke.
Nu hvor Sookie er med på arbejde, er jeg kørt hen til Fælledparken og luftet hende i snor. Der sker så meget derinde – mange mennesker, løbere, fodboldspillere og andre hunde – så det ville trætte hende mentalt mere end at gå en tur herhjemme.
Sjovt nok, troede jeg det ville være hundene hun ville holde øje med og vil hilse på (hun skal hilse på alle hunde hun møder herhjemme), men dem skænkede hun ikke meget opmærksomhed og gad knap nok hilse på dem – nææh, det er fodboldene, der er interessante… måske interessen kommer fra at se Elliot styrte rundt med en fodbold

Leg samt udstilling

Siden sidste indlæg her på bloggen, har jeg egentlig bare været igang med at opbygge et bånd mellem Sookie og jeg. Jeg er af den overbevisning, at får man opbygget et tillidsforhold og glæde ved at arbejde for én, så kan man nå langt

Jeg har de fleste dage, hvor det ikke har været for varmt, brugt 10-15 min på at lege med Sookie og lave nogle nemme øvelser, der med sikkerhed giver succes. Jeg bruger ikke længere tid, for hun skal også synes legene er sjove i morgen – så vi stopper mens legen er god
Af de nemme øvelser, er det f.eks. at træde på en musemåtte, dreje rundt om sig selv og fremsending til en foderbøtte (da jeg ikke lige har planlagt at vi skal lave lydighed men agility, løber jeg med hende og skifter også side bag hende – jeg løber med hende, for hun skal lære, at når jeg løber, så skal hun også løbe og når jeg sænker farten, skal hun også).
Legen/øvelserne kan også være at balancere på nogle store sten – for at hun skal få trænet bagparten (hunde kan nogle gange glemme at de har nogle bagben). Området jeg bor i er også rimelig kuperet og fyldt med ”forhindringer”, såsom væltede små træer i skoven og højt græs. Når Sookie løber i græsset, hopper hun også og får derved trænet flere muskler end ved bare at løbe. Hun ser ihvertfald ud til at have en rigtig fin springteknik (hun runder i ryggen og bruger bagbenene)

fin springteknik

Sookie er meget mere knyttet til mig nu end for bare et par uger siden. Så nu har jeg også taget hende med ud og opleve noget andet – vi var oppe og kigge til et agilitystævne, for jeg ville gerne vide, hvordan hun reagerede ved at se så mange mennesker og hunde – som hunde, der løber inde på agilitybanen. Det blev lige lidt mere udfordrende end jeg havde regnet med. Sookie var ret så ligeglad med alle mennesker (selvom hun ellers gerne vil hilse på alle hun møder), men ville gerne hilse på alle hundene.. og også gerne løbe med dem på banen.. og de fik en heppende piven med på vejen.. hmmm… hun var lidt svær at få kontakt med, men ikke en helt umulig situation – det glædelige var, at hun ikke stressede af det, men bare var meget interesseret.
Så det skal der arbejdes på – altså slappe af (og ihvertfald ikke pive, når der er andre hunde, man ikke hilser på eller løber på banen). Derfor tog jeg ud til et lydighedsstævne, hvor der ikke er lige så stor aktivitet på banen. Det første stykke tid småpev hun og ville hilse på alle hunde. Men så faldt der heldigvis mere ro på hende og hun kunne da ligge og slappe af til sidst.
Og derudover har jeg været på Bakken med Sookie – der gik hun rundt som om hun var stamgæst – hverken mylderet af mennesker eller de skrigene gæster i rutsjebanen afskrækkede hende. Hun var bare interesseret i min is og fuglene

Den eneste træning vi “seriøst” er gået igang med, er ringtræning og stå – jeps, jeg har tilmeldt Sookie udstilling til Border Collie Klubbens Klubmesterskab (seriøst og seriøst.. min kondition er så ringe, at det kun bliver til tre runder ). Jeg har dog aftalt med den superdygtige Felicia, at hun viser hende i ringen

Sookie er tilmeldt udstilling