Team Aikandi Border Collies

Her er lidt tomt…

Posted in Dagligdagen by Carina on 28/12/2008

…i huset uden min trofaste følgesvend gennem 12½ år.. For at gøre en rigtig lang historie kort, så savner min mor lidt liv i huset. Vi aftalte derfor, at Elliot skulle prøve at flytte hjem til min mor, som han elsker højt. Bliver han glad for at være der (uden Kopy og jeg), så er det et alletiders sted, hvor han kan nyde sit otium i fulde drag – masser af luftemuligheder, ene-hund igen og han vil få al opmærksomheden :-)

Nu har Kopy og jeg været alene i to dage. Når vi kommer hjem fra en gåtur, løber Kopy ind i stuen for at se, om Elliot er der. Elliot snorker højlydt og smider sig larmende ned, men jeg havde nu ikke troet, at den manglende larm om natten, kunne vække mig ;-)

Jeg må godt nok sige, at det føles tomt uden Elliot. Men jeg ved han vil få det rigtigt godt hos min mor – hun er ikke så længe væk om dagen, som jeg er. Og han vil ikke blive ked af det, når han ser mig tage til træning med Kopy og han ikke kan komme med. I stedet vil det være ham, der er i centrum – hvilket han jo nyder :-)

Agilitystævne i Ølstykke (video uploaded)

Posted in Agility by Carina on 21/12/2008

I dag har Kopy været til sit første indendørs agility stævne i Ølstykke. Det var DKK’s tæppe, hundene skulle løbe på, og det er et rigtig, rigtig godt tæppe – hundene står fast og der er et tykt stødabsorberende gummilag.

Jeg havde tilmeldt Kopy i agility klasse 1 og spring klasse 1. Men da man valgte at putte to åbner klasser imellem, kunne jeg ikke nå at løbe spring kl 1, så jeg fik i stedet lov til at løbe agility klasse 1 to gange (det sidste løb selvfølgelig udenfor konkurrence ;-) ).

Jeg var lidt spændt på, hvordan Kopy ville tage det at være i hallen med alle de andre hunde, og om han kunne løbe på tæppet. Kopy tog det at være i hallen helt fint, at var ligeglad med, at der var så mange hunde omkring ham. Han ville helst stå med forbenene på låret af de siddende tilskuere, så han havde bedst mulig udsigt til agilitybanen :-D

Agility klasse 1 banen var en helt fin bane med godt flow. Jeg starter Kopy, og jeg kan se på hans springteknik, at han koncentrerer sig meget om at springe, så jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg så skulle handle ham.  Det går dog fint indtil vi når slalom – der får Kopy ikke taget farten nok af til at komme ind i første port. Jeg fortsætter alligevel med slalom, og tager den om igen. Efter han har været igennem en tunnel, skal han op på balancebommen. Jeg giver ham “touch” kommandoen, og sjælden har jeg set et så flot opgangsfelt – hele tre poter på :-D
Efter balancebommen skal de rundt i en mølle. Jeg får kaldt for kraftigt på Kopy, så han løber inden om et af springene. Jeg retter ham ikke, for det er sjældent jeg kan få ham kaldt væk fra et spring, der står lige foran næsen på ham, så jeg var kun glad for, at han gjorde som jeg sagde ;-)
Derefter skal han op på vippen, men det er længe siden vi sidst har trænet på en vippe, så han flyver af. Jeg prøver at få ham op igen, men han springer af, og igen prøver jeg, og jeg kan mærke på ham, at han absolut ikke er glad for den. Så jeg besluttede at lade ham løbe videre hjem – jeg ser ingen grund til at rette ret meget på en ny hund, der ikke har prøvet mange forskellige forhindringer endnu.

Anden gang Kopy løber ag1 banen (altså udenfor konkurrence), springer Kopy stort og flot af A’et, for han kunne godt huske, at man skulle igennem posen og derefter igennem en tunnel.. sjælden har jeg set ham så hurtig og så målrettet, så jeg valgte ikke at sætte ham tilbage på A’et. Det var et bevidst valg, for jeg kan kun erkende, at felt-positionen på A’et ikke er sikkert nok, når der står en pose/tunnel og lokker – og det kan jeg øve mere positivt til træning end til et stævne! Kopy virker nu mere sikker på at løbe på gulvtæppet, så han løber væsentlig stærkere nu. Men han får alligevel taget farten nok af til at løbe rigtigt ind i slalom :-) Også opgangsfeltet på balancen tager han rigtigt fint – 2-3 poter på endnu engang. Møllen tager han rigtigt, men jeg får vist ikke givet ham plads nok ved vippen, så den løber han forbi – men han ville ikke gerne op på den i andet forsøg..

Starten blev ikke filmet – så man ser ikke, at Kopy tog superman dragten på og fløj ind i posen ;-)

Så alt i alt, synes jeg han løb rigtigt fint – nu skal vi bare have trænet med provokationer efter A og balancebom, og så have trænet på forskellige vipper :-)

Det er dejligt at se, at der er kommet mange flere, der handler på forskellige måder – altså at folk er begyndt at handle efter, hvordan deres hund er. Derfor er det altid spændende, hvad folk har af kommentarer til ens løb – selvom de ikke ved, hvordan man træner ;-)

(-:>* Glædelig Jul og Godt Nytår *<:-)

Posted in Dagligdagen by Carina on 20/12/2008
Glædelig jul fra alle os til alle jer

Glædelig jul fra alle os til alle jer

lidt agility-selvtræning

Posted in Agility by Carina on 14/12/2008

I dag har jeg trænet lidt agility med Kopy. Regnede egentlig med at holde en pause indtil træningen starter op igen – men jeg har tilmeldt Kopy julestævnet, så det er jo nok en god ide at træne lidt inden ;-)

Træningen gik fint. Det virker rigtigt godt at have den gennemsigtige bløde bøjle over opgangsfeltet på balancebommen samt en touch-plade, som Kopy har lært, at han skal træde på. En enkelt gang sprang han op i bøjlen, men den falder bare af – så ingen risiko der. Men det er nok til, at han så næste gang ikke springer langt op, men nærmest sætter alle fire poter på feltet :-)

Kopy har nu lært at springe ind mod mig, bare jeg kalder på ham – f.eks. spring i denne kombination:  _  _ | _  Kopy starter med springet til højre, henter det lodrette spring, og springer ind mod mig over springet lige efter det lodrette – uden jeg behøver at vende mig mod ham for at få ham over det spring – men jeg kan bare bruge højre arm til at trække ham ind mod mig – og så er det nemt at sende ham ud over det fjerde spring. Sejest, for så slipper jeg for at snurre rundt i tide og utide ;-)

Jeg trænede til sidst lidt svære slalomindgange fra højre side. Jeg har ikke trænet det før, for jeg synes det er bedre, at Kopy kan tage slalom selvstændigt (altså at jeg kan skifte bagom og foran) inden jeg trænede de svære indgange. Kopy tog slalom rigtigt alle gange. Nøj, hvor var jeg stolt af ham :-D

Så jeg glæder mig til næste år, hvor vi skal ud og løbe nogle flere stævner – for nu har Kopy efterhånden en god grundtræning :-)

lidt lydigheds-selvtræning

Posted in Lydighed by Carina on 14/12/2008

Igår var jeg lige ude og træne en smule lydighed med Kopy – og lidt få tricks med Elliot.

Først trænede jeg fremsending til feltet. Kopy er egentlig ret god til det, men jeg har ikke trænet ret mange gange, at han skal lægge sig også. Jeg plejer at lægge et gennemsigtigt låg med en godbid på. Det har virket helt fint, for Kopy har god fart derud, og når han skal spise godbidden, står han stille – og derved har han lært, at det sjove sker inde i feltet og at man skal forholde sig stille i en position.
Men jeg var ikke lige så smart, da jeg første gang sendte Kopy ud til feltet, for han stoppede pludselig en meter før feltet og gik i snus – jeg havde sendt ham afsted i modvind, så han havde fået færten af godbidden – doh!
Men da Kopy kom i tanke om, at godbidden ligger i feltet, løb han pænt derud de næste par gange…

Ud over godbidder og et trækketov, er jeg begyndt at bruge en bold som belønning – det er nemmere at kaste en bold end et tov (sådan da – der er ihvertfald ikke gået en håndboldspiller tabt i mig ;-) ). Jeg er begyndt at træne indkald med stå, og vil lære Kopy øvelsen på en anden måde, end Elliot lærte den. Så måden jeg træner øvelsen på med Kopy, er at kalde på ham og så kaste en bold til ham – det får ham til at stoppe øjeblikkeligt. Jeg har prøvet at træne det 3-4 gange, og igår stoppede han helt op på stedet og blev stående – yes, yes, yes :-D
Næste udfordring er at få ham til at løbe hurtigt tilbage til mig. Det går sådan set fint nok med at vise ham tovet eller droppe bolden lige foran fødderne på mig.

Kopy er også ved at være rigtig dygtig til fri ved fod. Han synes ihvertfald, at det er sjovt nu :-) Jeg fandt dog ud af, at når han blev belønnet med bolden, så gik han længere fra mig – men får han godbidder eller tovet, så går han perfekt tæt ved siden af mig.

Jeg trænede også højre/venstre dirigering og apport – dog med bolde. Jeg lægger to bolde (ca 10 cm i diameter) ud i den afstand, hvor apportbukkene vil ligge til en konkurrence. Jeg står dog kun 1-2 meter foran Kopy ved keglen – for det er svært at få ham til at stå stille og vente indtil han får et signal til at hente en af boldene – han er vist bange for, at Elliot når at hente en af boldene inden ham ;-)

Til sidst trænede jeg en almindelig apportøvelse; jeg kastede apportbukken 10m ud, og bad Kopy hente den. Han for ud og hentede og styrtede tilbage med den – aldrig har jeg set ham løbe så stærkt tilbage med den – og helt uden at tygge :-D
Det må være træningen af næseprøveklodserne, der har fået ham til at forstå, at det gælder om at hurtigt samle apporten op og hurtigt komme tilbage med den uden at tygge!

Træningen gik bedre end jeg lige havde ventet – fortsætter Kopy med at blive bedre i dette tempo, må jeg hellere se at få ham meldt til en konkurrence i løbet af foråret :-)

Den videre træning af næseprøve-øvelsen

Posted in Lydighed by Carina on 07/12/2008

Det er ikke mange gange, jeg har fået trænet næseprøve-øvelsen siden sidste indlæg. Men det er da blevet til en 4-5 gange.

Når jeg nu finder træklodsen frem, bliver Kopy helt glad og logrer vildt :-)
Han vil meget, meget gerne have træklodsen i munden nu. De gange jeg har trænet, er jeg startet helt forfra – altså bare lige lade ham holde klodsen i munden og så ros. Det har jeg valgt at gøre, for at belønne med det samme, så han ikke når at “komme til” at tygge i klodsen og derved bliver øvelsen en positiv oplevelse.

Det, der virker rigtigt godt og animerende på Kopy, er at vise ham, at jeg har en hel bunke lækre godbidder – det får ham både til at glemme at tygge i klodsen og at skynde sig tilbage til mig med den :-D

Jeg har langsomt øget afstanden ud til klodsen. De første gange dog ikke længere væk en max en meter. Jeg vil stadig gerne have, at sandsynligheden for fejl (tygning) er minimal, så øvelsen er positiv.

I dag lagde jeg klodsen 10 meter væk, som er afstanden i klasse 3. Viste Kopy de lækre godbidder jeg havde i hånden. Så sendte ham ud og hente klodsen – og han skyndte sig afsted, snuppede klodsen, og skyndte sig tilbage til mig – uden at tygge i klodsen! Jubii :-D

Nu skal afstanden trænes en del gange, så det med at løbe ud og tilbage med klodsen uden at tygge i den, bliver en vane. Derefter er planen, at lægge en enkelt klods uden fært 20 cm ved siden af den med min fært – men afstanden ud til klodserne vil være 1-2 meter. Kopy kan øvelsen – altså finde den rigtige (med min fært), men for at undgå tilbagefald med tygningen, vil jeg gøre det så let for ham som muligt.

Når nu jeg har haft denne store succes med at gøre Kopy så glad for træklodserne, er turen nu kommet til metalapporten. Kopy brød sig ikke om at have den i munden. Første gang vi laver apportøvelsen, løber han fint ud og henter den, men er lidt langsom på hjemturen. Anden gang, smider han den på vej ind. Og tredje gang, så skubber han den tilbage til mig – det synes jeg jo er ret så sjovt :-)
Men nu ser han glad ud, når jeg henter metalapporten – han vil ihvertfald gerne samle den op for nogle lækre godbidder ;-)