Team Aikandi Border Collies

En tur i Dyrehaven og på Bakken

Posted in Dagligdagen by Carina on 25/07/2008

Det slog mig pludselig, at jeg ikke har været på Bakken med hundene i år. Så nu hvor vejret er så fantastisk, var det jo lige en god dag til at gå under skyggerne af træerne i Dyrehaven og smutte ind på Bakken og få en is :-D

Jeg lokkede Lone med Fabi med på turen. Der var ikke mange mennesker i Dyrehaven, men en del på Bakken. Alle hundene opførte sig eksemplarisk på Bakken! De gik stille og roligt ved siden af os i mylderet af mennesker, klapvogne, toge, m.v. Kopy ville hellere ud i Dyrehaven, så da jeg stod og ventede på, at Lone kom tilbage med is til os, sad Kopy med retning væk fra Bakken. Men alligevel lykkedes det ham at komme i kontakt med nærmest alle, der gik forbi – han sendte dem vist bare et: jeg-vil-så-gerne-klappes-blik ;-)

Da Lone vendte tilbage, havde hun en kæmpe is med til mig. Jeg kunne slet ikke spise det hele. Da jeg var mæt, så det egentlig ikke ud til, at jeg havde spist af den! Isen skulle jo ikke gå til spilde, så jeg tænkte, at jeg kunne lade hundene dele den – Elliot kunne slikke på den og så Kopy… meget, meget naivt tænkt – da jeg præsenterer Elliot for isen, gaber han over den med hele sit krokodille-tandsæt og bider vaflen i stykker. Jeg prøver at få ham til at slippe – men han nægter, så det ender selvfølgelig med, at der er is over det hele – på hundene, min hånd, mine sandaler, snore og halsbånd – lækkert. Det lykkedes mig dog at fravriste Elliot noget af vaflen, så Kopy også kunne få en smagsprøve. Doh :-D

Denne gang var heller ingen undtagelse – jeg blev igen spurgt, om mine hunde er karelske bjørnehunde… hmmm.. og Kopy der ellers nærmest er pelsløs ;-)

En ny verdensmester

Posted in Familien by Carina on 19/07/2008

Så har Danmark fået en ny verdensmester i lydighed – stjerneparret er Mads med border collie Haley. Super, super flot præstation og et kæmpe tillykke herfra :-D

Så hvorfor bruge blog-plads på at ønske andre tillykke? Jo, for Haley er i familie med mine hunde – Elliot’s far Josh ligger bag Haley.

Danmark har nu to verdensmestre i lydighed og den første var Helle med Debbie – og Debbie har samme far som Elliot. Og derudover har Elliot’s kuldbror Sprite og Lotte været på lydighedslandsholdet flere gange – for ikke at nævne Ea med Kiljan, som også har samme far som Elliot, der også har opnået nogle super resultater.

Elliot er den første og indtil videre den eneste hund, der har opnået samtlige danske og svenske lydigheds og agility championater :-)

…Kopy, der er noget at leve op til… vi skal da vist have spændt hjelmen ;-)

Dania Cup 2008

Posted in Agility by Carina on 16/07/2008

Efter en uges agilitystævne i Herlufsholm, er vi alle stadig godt trætte. Der foregår noget fra morgen til aften – mange hunde og sove et fremmed sted. Det trætter ;-)

Elliot er helt pensioneret nu, så det var kun Kopy, der deltog i stævnet. Jeg havde valgt kun at stille op i klasse 1 løbene, for de åbne klasser er en tand for svær for os endnu. Det har bare været en kanon god uge på mange områder. Resultatmæssigt har det ikke været en god uge, for vi har kun løbet et enkelt fejlfrit løb.
Se SP1 løbet her:

Men jeg er fuldt ud tilfreds med løbene og skal de positive ting fremhæves, så har Kopy kun revet en enkelt pind ned i 12 løb (og det var sidste pind i et ellers fejlfrit løb).
Derudover har Kopy taget alle felter korrekt – også opgangsfeltet på balancebommen :-D
Og ydermere har alle løbene (pånær det aller sidste) handlingsmæssigt bare kørt suverænt – nøj, hvor Kopy har rykket den sidste måneds tid. Det er så sejt, at jeg kan sende ham i en retning mod en forhindring og selv bevæge mig i en anden retning – og han tager den forhindring, jeg har sendt ham imod uden at tøve eller miste fart. Det er jo fedt, når jeg nu ikke gider bevæge mig mere end højst nødvendigt på banen og det giver mig tid til at nå hen til en anden position på banen uden stress :-D

Se hvordan jeg sender Kopy mod en forhindring og bevæger mig i en anden retning her:

Så den forhindring, hvor vi har fået fejlene, er slalom… Det har enten været forkert indgang eller at Kopy har mistet den sidste eller anden sidste port. Kopy skifter mellem at have et forben på hver side af slalom eller to, og det får ham til at miste rytmen. Så vi skal lige et step tilbage og øve noget mere på træningsslalomen (alleen).

Midt under Dania Cup gik Lene hen og blev syg, så jeg skulle prøve at løbe med Toxy. Toxy er meget, meget “mor-dårlig” og nægter at følge med andre, hvis Lene er i nærheden. Jeg kender ikke Toxy ret godt, så jeg var lidt spændt på, om han også ville løbe væk fra mig på banen. Men det gjorde han slet ikke. Vi havde endda flere rigtig gode løb – faktisk gik vi hen og vandt AG2 over en suveræn hurtig hund – det havde jeg nu ikke regnet med! Godt at kunne låne en hund, så jeg også fik prøvet at stå på sejrsskamlen – ha ha :-D
Her er vores vinder-løb:

Efter Dania Cup er Kopy og Toxy blevet rigtig gode venner – hvor Kopy er, er Toxy også. Hvis en af dem begynder at gø, istemmer den anden med det samme. Jager en af dem en fugl, løber den anden med (uden egentlig at vide, hvad der jages). Det er nu ret morsomt at se på. Sjovt nok, var Zanto (Lene’s hund, der nu er borte) Elliot’s aller bedste ven :-)

Der Alte (Elliot) har nået et stadie i sit liv, hvor ingen regler gælder mere, og det eneste der betyder noget, er jagten på mad… Jeg havde nogle guffer i min jakkelomme, dem ville Elliot gerne have, så han fik bidt foret i stykker og spist dem. Aldrig før har han gjort noget lignende. Holder jeg ikke øje med ham, så spiser han også gerne Kopy’s mad. Derudover kan Elliot kun høre, når jeg kalder på ham, hvis jeg har hånden i guf-lommen. Det er som at have fået en hvalp igen ;-)

2-dages kursus med Ann Croft fra USA

Posted in Agility by Carina on 03/07/2008

Ann Croft skal være dommer til Dania Cup og i den forbindelse har Yvonna arrangeret en kursus-uge med Ann på sit nye kursussted – og jeg skal da lige love for, at Yvonna har fået et rigtigt flot og lækkert sted – fine forhindringer, plan bane og stor skov, hvor man kan lufte hundene – så lækkert :-)

Jeg havde tilmeldt Kopy i to dage – på klasse 1-2 hunde kurset. Egentlig synes jeg kurset var lidt dyrt, men da det er sjældent jeg kommer med på kurser, tog jeg chancen og håbede på, at Ann’s handlingsmetode ville være i overensstemmelse med min opfattelse af “arbejdsfordelingen” på banen. Måden jeg gerne vil handle min hund, er at give den nogle signaler til, hvad den skal efter en forhindring, og så er det op til hunden selv at tilpasse sig afsæt og fart – ikke noget, jeg skal styre – og altså slet ikke noget med at skubbe den ud i buer, nødvendigvis være fysisk tæt på den eller have den til at fokusere på mig. Ann har samme synsvinkel – endda lægger hun mere ansvar ud på hunden – ved at lære hunden selv at færdiggøre feltforhindringer, slalom, m.v. selvom man bevæger sig væk fra forhindringen, samt en større distance til hunden, når det er muligt.
Så for mig var det et super fantastisk godt kursus :-D

Ann lærte os, hvordan vi kunne give hunden ledetråde (cues) til, hvor den skal hen efter en forhindring. Det er væsentlig anderledes end vi er vant til at gøre (og se andre gøre). Det kræver hunden har en vis fokus på forhindringerne (obstacle focus) og ikke kigger på os handlere. Ledetråden til hunden er, at vi stiller og tæt på den forhindring, de skal dreje hen og tage efter de har taget de forhindringer lige foran den, og det er så ved forhindringen, at vi tager imod hunden (front cross). Med disse ledetråde kan hunden tydeligt se, hvor den skal hen efter den forhindring foran den, og kan så afpasse sig fart og afsæt derefter.
Jeg var egentlig ikke rigtig klar over, hvor meget ‘obstacle focus’ Kopy har, men han har væsentlig mere end jeg umiddelbart troede han ville have :-)
Ved at stille mig ved den forhindring Kopy skulle dreje hen imod efter de forhindringer foran ham, og så bare pege ham ud over de forhindringer foran ham, fik ham til at lave de mindste buer og med en rigtig tilpasset fart – nøj, hvor Kopy gjorde det godt – han er mere dygtig end jeg troede :-D

Ann lærte os at læse en bane, og tilpasse handlingen efter vores hunde. Kopy kunne flere vanskelige handlingsmomenter end jeg troede (ja, det er gået op for mig nu, at Kopy er lidt ud over begynder-stadiet ;-) ) og baneforløbene gik fint – dog skulle noget finpudses, og at høre Ann sige: “det var flot, men det kan gøres bedre” – fik mig til at grine, for det er sådan jeg også altid siger, når jeg underviser andre :-D

Måden Ann anbefalede at træne kontaktfelter er at dække hunden efter feltet, for det skulle få hunden til at lægge vægten bagud, så man undgår den hårde belastning på skulderpartiet, hvis hunden står og har lagt vægten på forpartiet. Hun indlærer det at dække med en lille måtte, og man giver godbidder med den hånd tættest på hunden og fra ydersiden af hunden – det får den til at lade være med at dreje sig om mod en, for at få godbidderne – smart :-) Senere lægges legetøjet efter måtten, og når hunden ligger på måtten og får fri kommandoen, vil den løbe frem og tage legetøjet.
Kopy er ikke spor selvstændig på felterne, for jeg skal være ved ham. Så det er da absolut en måde jeg vil overveje at bruge fremover.

De ting jeg ellers fik af gode råd var, at jeg skulle presse Kopy noget mere med mit kropssprog og ikke med lyd (hun synes jeg snakker for meget til ham), for hunden skal koncentrere sig om de forhindringer foran den og ikke førerens snak. Vi prøvede en sektion, hvor vi skulle lave flere kryds bag hunden (rear cross), og første gang gjorde Kopy det udemærket, hvor jeg snakkede til ham. Så skulle jeg prøve at presse ham mere med kropssproget og tie stille – og sørme om Kopy ikke satte mere fart på!
Det var tydeligt at se, at når vi kiggede på det næste spring, når hunden var ved springet lige for den, så havde den en meget bedre afsæt og dermed også en fin linie mod næste spring.

Et andet råd hun gav mig, var at være fokuseret hver evig eneste gang, jeg skulle løbe en sektion. Jeg har det med, at når vi har løbet noget, og det gikfint, så bliver jeg mere sjusket med handlingen den efterfølgende gang – og det kan straks ses på resultatet.

Og så skulle jeg genindlære slalom (hvilket jeg også har været lidt igang med). Kopy lavede en fin slalom, men træpindene bryder han sig ikke om, så han gik over til en trippen – og her risikerer han at miste rytmen og dermed en port.

Vi skulle alle huske at rose hunden undervejs i baneforløbet – Kopy lavede en rigtig flot start, men senere fik jeg ham trukket forbi et spring. Og hvornår skulle Kopy så have ros for det flotte arbejde i starten – vel ikke når han er løbet forbi et spring?! Så, når hunden har lavet et godt stykke arbejde, så stop og ros den :-)

Ja, alt i alt fik jeg rigtig mange gode fif, så nu håber jeg bare, at jeg kan huske dem alle ;-)
Lidt ærgerligt, at Ann bor på den anden side af kloden, for det ville være fantastisk med et opfølgende kursus – og gerne med de samme kursusdeltagere, for vi havde det så hyggeligt :-D

Bente/Tano, jeg/Kopy, Lone/Fabi, Ann/Florrie, Christine/Zari, Maria/Magic

Bente/Tano, jeg/Kopy, Lone/Fabi, Ann/Flurry, Christine/Zari, Maria/Magic

Afslutning i lydighedstræningen

Posted in Lydighed by Carina on 02/07/2008

I mandags var sidste træningsgang i lydighed inden sommerferien. I stedet for almindelig lydighedstræning fik vi en masse andre opgaver.
Kopy finder pølser i spand med vandFørst skulle vi gå spor med bind for øjnene – og her må man jo bare stole på, at hunden går sporet (det var første gang Kopy har gået et spor lagt af en anden person, men han gjorde det alligevel rigtigt fint :-) ).
Derefter skulle vi lave feltsøg – Kopy finder genstanden i løbet af 4-5 sekunder – men mit store problem er at få ham til at aflevere det til mig med det samme. Så her måtte jeg huje, juble og lige gemme mig i det høje græs, og så kom Kopy ud med genstanden – så alt i alt brugte vi 17 sekunder.
Tredje øvelse var at gå lineføring forbi en masse spande, hvorpå der var lagt en coctail pølse.. det klarede vi ikke så godt – Kopy har jo lært at løbe hen til spande i alverdens størrelser og tage godbidden derpå – så det mente han også denne øvelse gik ud på… han nåede at snuppe to pølser – og det gik så hurtigt – som han er udstyret med et støvsugerrør :-)
Fjerde øvelse gik ud på, at hunden skulle finde to cocktailpølser i en spand med vand. Den øvelse er en af Kopy’s favoritter – han stikker gerne hovedet ned i vandet – så man hører luftboblerne – og snupper pølserne :-)
Sidste øvelse gik ud på enten at sende hundene over tre spring eller under – og hvis hundene sprang under, skulle vi kravle under – og omvendt. Kopy sprang over springene, og jeg kravlede under – svært at få måsen med uden at vippe pindene ned ;-)

Det var en rigtig hyggelig dag – afsluttet med lækkert hjemmebagt brød og masser af ost og pølser – uhmmm :-)