Jeg styrer!

Foranlediget af gårsdagens hændelse til agilitytræningen med Kopy, er der nu kommet andre boller på suppen: “Jeg styrer – du adlyder!”. Ja, det er strengt – men den unge herre trænger til at få sat nogle grænser. Kopy er en kær hund, og har et rigtigt godt hundesprog, så der er aldrig ballade med ham, når vi møder andre hunde på gåturen – derfor har han fået lov til at gøre som han vil – hilse, lege eller bare gå videre.

Men igår var det ikke så smart, at han synes han skulle løbe efter en hund, der løb på den anden bane. For det gad denne hund da absolut ikke finde sig i, og da det går op for Kopy, er de begge desværre endt op ad hækken, så Kopy havde ingen mulighed for at slippe væk. Så for første gang (og forhåbentlig sidste), var han oppe at toppes med en anden hund.. øv øv øv.. jeg var rasende.. ikke på den anden hund eller Kopy, men på mig selv – for hvordan skal han lige kende forskel på situationerne?!.. da jeg nåede hen til Kopy, så han noget brødebetynget ud, og det blev ikke bedre af, at Kopy ingen halsbånd har på, så jeg må holde ham i pelsen på kraven på vej tilbage. Og yderligere får han da lige et: “føj, hvor er du grim!” med på vejen. Kopy er absolut ikke vant til at få skæld ud eller at jeg råber ad ham, så det er enormt effektfuld, når det så endelig sker – så den unge herre opførte sig eksemplarisk derefter. Han havde absolut ikke øje for de andre hunde, og gik stille og roligt rundt ved siden af mig.

På gåturen i eftermiddags, fik Kopy ikke lov til at hilse på en ny hund, for nu ville jeg bestemme om han skal hilse eller ej. Han ville gerne hen og hilse på, og så sit snit til at lade som om, han løb efter en fugl, for derefter at sætte retning mod hunden. Der lød et meget bestemt: “nej, kom!” fra mig, og Kopy vendte om og havde ørerne helt tilbage og logrede (som om han sagde: øh hovsa, undskyld, det var en fejl). Senere på gåturen ser jeg et par dådyrkid. Hundene får også øje på dem, men de vendte om og kom med det samme, da jeg kaldte – så jeg var glad for, at jeg lige lidt tidligere havde opridset grænserne for Kopy

TIl hyrdetræningen her til aften, var jeg fast besluttet på samme spilleregler: “jeg styrer – du adlyder”. Jeg har lagt mærke til, at når Kopy synes, at der skal gang i fårene og jeg, så løber han lige en tur rundt tæt om fårene, for så bevæger vi os igen. Dette ville jeg ikke have skete. Så da han prøvede på det, lød der et primal-skrig fra mig, og Kopy kastede sig ned og var noget overrasket – ja, så var han kureret for det

En enkelt eller to gange mere måtte jeg lige hæve stemmen, men ellers gik det bare så godt. Sikkert fordi jeg udstrålede, at jeg styrer, og du adlyder, og det fik Kopy til at arbejde roligt og koncentreret – vores udløb, drivning, og vendinger gik bare så godt

Men der var et får af anden race i flokken, og det får havde det med at bevæge sig væk fra de andre. Hundene har så tendens til at løbe efter dette får, men i stedet skal man flytte de andre får hen til det ene får. Mens vi drev flokken, ville dette ene får til at stikke af – der var stor træk op mod stalden. Kopy ville til at løbe efter, men jeg træder et skridt til siden, hvilket får Kopy til at flytte sig væk fra fåret, men så kommer han tæt på de andre får, som så løb frem – og den ene ramte mit ben – må sige, at det sørme gør nas at blive ramt af et tykpandet får lige under knæet
Og jeg som havde moret mig lidt over en af de andre kursister, der tager knæbind på til træningen – ja, den der ler sidst, ler bedst

Men nu må vi se, hvor længe den “strenge” opdragelse skal vare ved – har jo svært ved at være streng over for ham – men jeg ønsker jo heller ikke en hund, der ikke selv kan tage et initiativ

DAL bane nr 2

I dag har vi løbet DAL bane nr 2 i VAS. Banen er tegnet af Allan Hansen og som så ofte med Allan’s baner, så er der mange fælder, hvor forhindringer man ikke skal tage står tæt på dem man skal tage – men banen har også et rigtigt godt flow.

Da jeg gik banen tænkte jeg, at den er alt for svær for det niveau Kopy er på nu – og det viste den sig også at være

Alligvel gik det meget bedre end jeg havde forventet. Vi klarede os igennem mange svære passager, men anden gang Kopy skal i tunnellen, faldt valget i stedet på A-brættet, der stod lige ved siden af. Vinklen til slalomindgangen var også lidt for svær og Kopy startede i anden port. Men resten gik bare rigtigt godt

Da jeg ville gå Kopy af, mødte vi Felicia med Zorro og da Kopy så Zorro, løb han foran ham og begyndte at lave rejehop (hoppe sidelæns foran hunden for at få den til at lege) – Zorro ignorerede Kopy og de to gik så bare og hyggede sig sammen. Skønt

Billedet herunder er fra DGI stævnet sidste weekenden. Længdespringet er længere end Kopy lige forventede, så han strakte sig så langt han kunne for at komme over – læg lige mærke til, at man kan se trædepuderne

Kopy’s første agilitystævne

I dag har Kopy været til sit aller første agilitystævne. Det blev afholdt i DGI regi, og her løber man den samme springklasse to gange og ligeledes med agilityklassen. Det er alle tiders, når man kommer med en begynder-hund, for så kender den banen ved andet gennemløb (dog er niveauet svarende til kl.2/åben). Det var nogle rigtig gode baner med mange fælder, men alligevel et godt flow.

Vi kan ikke prale med, at vi havde nogle fejlfrie løb – men næsten To løb med slalomfejl og to disk, men jeg er nu rigtig glad for resultaterne alligevel!

Den første bane vi skulle løbe var springbanen. Tredje forhindring er slalom, og da vi når dertil, mister Kopy fokus og begynder at snuse i luften, og havde fået fært af noget – måske var det Lene (som han er så glad for), der stod lige ved siden af slalom for at tage nogle billeder – men lige meget med det, for da jeg lige fik “vækket” ham, tog han slalom rigtigt fint og løb resten af banen fejlfrit

Næste løb på springbanen, løber han rigtigt ind i slalom, men jeg burde da lige have dæmpet min begejstring, for højlydt at sige “dygtig, Kopy” mens han er i gang med slalom, fik ham til at miste fokus og derved miste en port (doh!). Vi fortsætter og gør slalom færdig (for at lære ham, at lige meget hvad, så skal man altid tage slalom færdig og ikke drøne ud af den), og tager slalom forfra – men denne gang misser han sidste port (som tit sker, når det er venstreslalom, hvor han skal slutte væk fra mig). De næste momenter løber han rigtigt fint, men jeg var ikke lige opmærksom på, at ved en mølle, ville Kopy fortsætte lige ud over flyvespringet – for han huskede, at i sidste løb lå legetøjet, når man løber den vej ud ad banen – han når desværre lige at tage flyvespringet, men jeg kalder ham tilbage og han løber resten rigtigt fint.

I det første agilityløb får jeg sat Kopy af i en forkert vinkel ved startspringet. Det resulterede i, at han løb udenom springet, jeg får ham rundt igen, men han løber forbi igen, men tredje lykkedes det (og har ved første spring fået 2 værgringer – flot, Carina ). Resten af banen løber han rigtigt fint, dog ville jeg ikke skifte bag ved vippen, for den kan han godt være lidt usikker på, så derfor valgte jeg at “skubbe” ham væk fra mig ved nedgangen af denne – men jeg var liiige lidt sen til at vise ham det, for han nåede at dreje den forkerte vej – men han vender heldigvis på en tallerken, så jeg nåede at få ham stoppet inden han tog et forkert spring. Slalom tog han bare så flot og det samme med alle felterne. Ved et skarpt drej får jeg dog lige kaldt lidt for sent, så han får en nedrivning. Aller sidste spring lå 90° efter posen, men da han kom ud af den, løb han forbi den og vi fik den tredje værgring – og altså en disk. Så nu ved jeg, hvad vi skal have trænet lidt på

I andet gennemløb på agilitybanen, får jeg Kopy sat i en bedre vinkel ved første spring, og så havde han ingen problemer med at tage det (klapper lige mig selv på skulderen ). Kopy løber rigtig flot, men sidste port i slalom misser han (venstreslalom igen), men ellers ingen fejl på banen

(hvis du undrer dig over, hvorfor jeg peger bagud, da Kopy er på vej op på balancen, så er det fordi tunnellen var smuttet ud af holderen – og det ville jeg lige gøre dommeren opmærksom på )

Men udover at jeg synes Kopy har løbet rigtigt fint i dag, er jeg meget, meget glad for, at han har opført sig så eksemplarisk – han har bare ligget stille i buret og slappet af (dog skulle Lone/Fabi og Lene/Toxy lige have et ulvehyl med på vejen ). Der var ingen problemer med at gå mellem de andre hunde ved start- og målområdet – ja, han var overraskende opmærksom og afslappet
Efter andet springgennemløb havde hundeføreren lige før os stillet sig lige efter sidste spring med sin store hanhund, så da vi kom mod mål, vender den sig selvfølgelig lige mod Kopy, men Kopy gjorde alt for at undgå den (og uden at rive ned!) og travede bare udenom den for at hente legetøjet. Puha, for hvor ville jeg blive ærgerlig, hvis han skulle få en dum oplevelse med de andre hunde i start- og målområdet!

I dag er det Elliot’s 12 års fødselsdag

I dag fylder Elliot 12 år – igen i år, må jeg sige, at det er utroligt så hurtigt tiden går. Men det er der jo også noget positivt ved, for tiden har det med at flyve afsted, når man er i godt selskab

Elliot elsker at bade, så den bedste fødselsdagsgave jeg kan give ham, er en tur til stranden. Så der tog vi op i forgårs og havde selskab af Lene og Toxy. Vi havde en skøn dag – og alle hundene var ude og svømme. Elliot ville blive ved og ved, og selvom han var blevet alt for træt og benene var helt syrede til, så lyste han op af glæde

Efter badeturen satte vi os oppe i græsset – og her fangede Lene Elliot i for ham en meget typisk situation

Agilitybanens skræk

I dagens avis er der en artikel om Golfbanens Skræk. Ikke fordi golf interesserer mig, men artiklen beskrev, hvor psykisk krævende spillet er, og når der går ged i det hele, skyldes det ofte ballade i den mentale lejr. Det var det, der vakte min interesse, for minder det ikke meget om agility?!

Artiklen beskriver to venner med vidt forskellig personligheder, der er ude og spille. Den ene starter med at slå bolden af banen og han bliver irriteret over det, og begynder straks at tvivle på sit spil. Da han tager næste bold, er han stadig oppe at køre, hvilket resulterer i endnu et dårligt slag. Han kan slet ikke leve op til sine egne forventninger, og det bliver sværere og sværere for ham at matche vennen. Og værre bliver det, at vennen kommer med gode råd om, hvordan hans stil er.
Da vennen selv skal slå til bolden, bliver slaget ikke helt den succes, som han havde håbet på, men han tænker: næste slag klarer jeg. Og de næste slag klarer han. Men vennens sure miner og frustrationer påvirker ham, og de vælger at droppe resten af spillet.

Ja, minder det ikke om mange situationer vi har oplevet omkring agilitybanerne ?!

Artiklen beskriver desuden, at vi grundlægger dele af vores reaktionsmønstre allerede i vores første leveår, og når vi er 12 år, lever vi stort set med de samme vaner resten af livet – medmindre de bearbejdes…

De gode råd, der beskrives er, hvis man ender i den negative spiral, skal man:

• droppe al negativ analyse
• tro på dig selv (tænk på, hvor mange gange før, det er lykkedes)
• bliv i nuet (tag en forhindring ad gangen)
• verdens klogeste ville sige til dig: slap dog af !
• spørg dig selv, hvorfor du begyndte at løbe agility (for at have en givende samvær med hunden eller for at være en tordensky?)
• hvis noget ikke virker, så gør noget andet (sæt dig nogle andre mål, såsom rigtig slalomindgang eller felter)
• sig undskyld til dem, du kommer til at snerre ad

Og er man vennen, kan man:

• Gå tæt på vedkommende. Fortæl, at vennens opførsel også påvirker dig. Spørg, hvordan du kan hjælpe.
• Er tilbagemeldingen: pas dig selv. Så gør det. Koncentrer dig om dine egne løb. Der er ikke noget at stille op, vennen er udenfor pædagogisk rækkevidde.
• Hvis vennen ikke selv senere på dagen lægger op til at snakke, så tag initiativet og fortæl, at vennen ødelægger alt for sig selv ved at tackle problemerne, som vennen gør.

Og husk til sidst: man præsterer bedre på glæde end på vrede

Springteknikkursus – del 3

På tredje del af springteknikkurset med Vappu Alatalo var emnet at lære hunden at sætte rigtigt af, når springene står i en vinkel. Hvis hunden skal over et spring og så dreje til højre derefter, så skal hunden gerne gallopere med højre ben forrest mod springet og hovedsaligt sætte af med højre bagben. Grunden til dette er, at har hunden det højre ben forrest, når der vel at mærke skal drejes til højre efter springet, så har den den rette balance for at kunne sætte af med højre bagben og dreje kroppen til højre over springet og lande i den rigtige retning (altså mod højre). Herved undgås dels nedrivninger og at hunden undgår at lande efter springet med vægten forkert.

Følgende kombination blev sat op først: \ / _ \ / med en afstand af 6 fødder mellem hvert spring og med en hældende overligger med en højde på de fire spring (minus det vandrette), på 20 cm på yderste springstøtte og 10 cm på inderste, altså dem nærmest det vandrette spring. Det vandrette spring havde en højde på 10 cm. Disse mål er for store hunde. Mellemhunde er afstanden 5 fødder og overliggeren på 5cm og 10cm. For små hunde er afstanden 4 fødder og overliggeren bør være erstattet af en “speed bump” (minder mest om en tagrende).
Grunden til, at overliggeren ikke ligger vandret er at visuelt vise hunden, at det er smartest at springe så tæt på springstøtten som muligt, altså hvor overliggeren er lavest.
Først startede vi med at sætte hunden lige på det vandrette spring i en afstand af 4 fødder og selv stille os med enten det spring til højre eller venstre herfor, med position som en forlængelse af springet.
Hunden skulle tage det vandrette spring plus enten de to spring til enten til venstre eller høre herfor. Legetøjet skulle være placeret ca 2 meter fra sidste spring og tæt ved os, så de tre spring kom til at fremstå som en cirkel, når hunden springer over dem.
Vi skulle tage sektionen til højre 3 gange og derefter venstre 3 gange for derefter at tage 1 tur mere til højre og venstre. Grunden til, at vi skulle tage sektionen tre gange er, at så erfarer hunden, hvad der til dels kræves, men også hvordan det er smartest at springe. Og grunden til at man igen tager en tur mere, er at se, om hunden husker det, den lige har lært.
Efter vi havde gjort dette, skulle hunden springe lige ud over de fire spring (altså minus det vandrette), for at “rette den ud” igen.

Den næste kombination var igen en vifte af tre spring, som før, med samme afstand og springhøjde, men 18 fødder før det første spring er der placeret endnu et spring og efter det sidste spring en tunnel (også en afstand på 18 fødder). Vi skulle på tilsvarende vi sætte hunden lige på det første spring, og så skulle den tage de tre spring i viften og så fortsætte i tunnellen eller over springet.
Disse to ekstra forhindringer (tunnel og spring) er tilføjet for at gøre sektionen sjovere for hunden.

Disse var de eneste to kombinationer vi trænede. Men det var også nok, for man kunne se på hundene, at det trættede dem meget – så meget at en hund stod af. Så det er op til os selv at holde meget øje med vores hunde og lægge mærke til, hvor meget de fysisk og psykisk kan klare – det kan være rigeligt at bare øve den første kombination to enkelte gange til højre og venstre. Og det skal for alt i verden altid være sjovt

Det jeg fandt ud af, da Kopy var på, var, at han ikke lagde vægten helt rigtigt og så ikke bøjede så meget i kroppen. Kopy er meget smidig og kan balancere på alverdens ting, så hverken stivhed eller manglende “core” muskler skulle være årsagen. Men i den sidste kombination, tager han på et tidspunkt selv initiativ (lyder bedre end en tyv-start, ikk’?! ) til at tage viften og så løbe i tunnellen – og her gør han det helt rigtigt – altså med at sætte det rigtige forben forrest og bøje i kroppen – så for Kopy ville det have været bedre, at han var sat af i en større afstand fra første spring, så han kunne nå at tage et skridt forinden.

Dette var sidste kursusdel. Det har været nogle enormt lærerige kursusdage og til megen inspiration. Jeg synes det er et helt fint tidspunkt at komme på kurset, nu hvor Kopy er fyldt to år. Han er udvokset og har dannet en god muskelmasse samt kan klare at koncentrere sig (dog glippede det ved sidste kursus ).
Jeg har prøvet at sætte kombinationen basic grid op (fra 1. del af kurset, altså 5 spring med en afstand af 6 fødder (mellemhunde: 5 og små: 4) og trænede Kopy på den. Elliot ville gerne være med, så han blev også sendt over dem. Til stor overraskelse, havde han den bedste springteknik (selvom han ingen muskler har og har gigt i forpoterne). Så hunde kan selv tilegne sig den rigtige springteknik, men disse kombinationer vi har trænet på, er nok med til at speede den tid, hvor de lærer springteknikken, op.

En ny tegneseriefigur?

Altid når jeg har læst tegneserien Fæhunden, har jeg været imponeret over den fantasi forfatteren har – for hvordan kan man ellers skabe så sjove episoder?! Men efter jeg har fået Kopy, ser jeg nu, hvordan man får de sjove episoder forærende fra hunden selv.

Til dato er det sjoveste Kopy har gjort, er at prøve at klatre op i et træ. Der kom et egern løbende over stien og op i et træ – og det fik alle tre hunde (Elliot, Kopy og Fabi) til at løbe hen til træet. Elliot kiggede op på egernet i træet og gik videre. Fabi løb videre for at finde flere egern. Kopy blev stående og vejrede efter egernet, og kigger så på stammen, som hælder lidt. Pludselig sætter han af op ad træstammen, og det lykkedes ham at løbe et par skridt op ad stammen – men 1 meter op ad stammen kommer tyngdeloven i spil – men i stedet for at give efter for den, så klamrer Kopy sig om træstammen med både forben og bagben og hænger der i nok 10-15 sekunder – ihvertfald så længe, at både Lone og jeg havde mavekramper af at grine

En anden sjov episode var dengang Bente og jeg var ude og træne lidt agility. Tunnellen er ret tung, så den kørte Bente hen til banen på en trillebør. Alle hundene går bare rundt og snuser, men så får Kopy øje på tunnellen på trillebøren, som Bente kører afsted med og løber hen og springer op i den, kravler igennem den og opdager Bente på modsatte side – og så bliver han så glad og begyndre at logre, han lignede en der tænkte: “jamen hej, er du her?! Hvor hyggeligt!”

Udløb og kommandoer

Til hyrdetræningen igår trænede vi videre på udløb. Der var 10 får og modsat sidste træningsgang, så blev fårene stående, når man nærmede sig dem (hvor de sidste gang kom løbende hen til en og stod rundt om benene på os). Kopy blev dækket af ca 30-40 meter fra fårene og jeg gik næsten op på siden af dem i en afstand af 10-15 meter. Målet er at kalde på Kopy og få ham til at løbe forbi mig på modsatte side af fårene og fortsætte i en stor bue rundt om fåreflokken og om på modsatte side og stoppe når han er i balance i forhold til mig (balance er, når fåreflokken er imellem os og hvis jeg står i kl 12, så skal hunden være i kl 6).

Første gang jeg kaldte på Kopy sagde jeg bare kommandoen: “come bye”. Kopy kom travende ud og da han var nået til mig, satte han farten lidt op og kom fint nok om i balance. Meen, han skulle jo gerne komme i et noget hurtigere tempo. På næste tur gav jeg i stedet en lidt anden kommando, nemlig: “Kopy, go bye”, og så var tempoet meget mere passende
Jeg tror den “come” kommando forvirrede ham, for jeg bruger “kom” meget i hverdagen – “kom” for at komme hen til mig, og “kom, kom” for at gå ved siden af mig.

Jo flere gange vi trænede det, jo bedre gik det. Jeg kunne blive stående på stedet, hvor jeg startede Kopy og han løb i en flot bue uden om fårene og stoppede selv op og stillede sig i balance

Det varer dog nok nogle træningsgange inden vi er så gode, at vi kan klare en afstand på 75m, som det kræves i klasse 1 – men jeg tror da på, at det skal lykkes en dag

Vi startede nu på at træne kommandoer, for at fortælle hunden om den skal flytte sig til højre eller venstre. Vi skulle have hunden liggende ved siden af os og så give kommandoen for højre eller venstre, og så skulle hunden flytte sig bagom benene på os og lægge sig på modsatte side.
Kopy var ikke meget for at få forstyrret sin udsigt til fårene ved at gå bagom benene på mig, så han nøjedes bare med at sætte sig op og så flytte bagenden om på modsatte side, mens blikket var naglet på fårene… joo.. han havde fattet hvad det gik ud på, men det passede ikke lige herren at slippe fårene med blikket

Springteknikkursus – del 2

På anden del af springteknikkurset afholdt af Vappu Alatalo var emnet at lære hunden at afstandsbedømme, hvor langt den skulle springe for at kunne sætte af korrekt mod næste spring uden at skulle tage et ekstra skridt – dvs. hunden skulle lære at læse afstanden til næste spring og sætte af således, at den ingen ekstra skridt tog mellem springene, men bare landede og satte af igen. Nedenstående afstande og højder gælder for store hunde.

Vi startede først med at have 5 spring, hvor afstanden øgedes mellem hvert spring, startende med 6 fødders afstand, så 7, 8 og 9. Og overliggeren var placeret i en højde af ca 20 cm, altså: | 6 | 7 | 8 | 9 |

Næste kombination bestod først af 1 spring på 20 cm højde, så et dobbelspring på 25-30 cm højt stillet med en afstand af 6 fødder fra første spring. Derefter to spring med hver en afstand af 9 fødder og overliggeren placeret i 35cm højde – således: | 6 || 9 | 9 |
Dobbelspringet introduceres for at lære hunden at samle sig (trække bagbenene ind under sig) og bruge bagparten til at sætte af med.

Tredje kombination bestod af 4 spring på 20 cm højde med en afstand målt i fødder på: | 6 | 6 | 12 |

Fjerde kombination skulle hunden selv bedømme om det krævede et ekstra skridt imellem forhindringerne. Her var opstillet 4 sæt af 2 spring, hvor første springs højde er 20 cm og andet spring 40 cm med en afstand imellem målt i fødder på henholdvis: | 9 | og | 15 | og | 12 | og | 18 |

Vi blev vist en kombination, som man kan bruge til at lære hunden at springe den højde, man skal konkurrere i, og den bestod af spring på en højde af 15/20 cm med en afstand: | 6 | 6 | 9 |
Det sidste spring sætter man gradvist op til den har nået højden og herefter sættes den gradvist ned igen indtil udgangshøjden er nået. Dette gøres for at hunden skal erfare, at det ikke er svært, får det sidste den husker er, hvor nemt det blev til sidst — det vil jeg huske fremover i al min træning

Og hvordan klarede Kopy det?! hmm… lidt svært at sige… på første del af kurset fik jeg at vide, at Kopy havde en rigtig god springteknik, men han var godt nok noget ukoncentreret og ugidelig (ja, det er vist ikke overdrevet). Så de første kombinationer gjorde han ikke af lyst, hvilket også blev afspejlet i hans springteknik – men da jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at køre ham op og lege med ham inden – ja, så kunne han koncentrere sig om at springe og viste så, at han har en god springteknik.
Jeg var lidt spændt på, om han er ved at køre lidt død på grund af alle de dage i træk, han har været i gang, men til agilitytræningen igår var han fyr og flamme – jeg behøvede absolut ikke skulle gasse ham op inden.. og han var helt ligeglad med, at der var en hund på holdet i løbetid… puha.. men denne arbejdsiver ville jeg gerne have set på springteknikkurset, så jeg bedre ville have vidst, hvad jeg skulle arbejde videre med.