HD = A & AD = 0

Resultaterne fra DKK’s bedømmelse af røntgenbillederne for HD (hofteledsdysplasi) og AD (albueledsdysplasi) er kommet. DKK bedømte begge hofter til den aller bedste status, nemlig A og ligeledes AD, som de bedømte til 0. Det er bare alletiders
Selvom både Kopy’s mor Signe og Elliot har A-hofter – så er det jo ikke helt sikkert, at hvalpene også får så fine hofter – så jeg har da været lidt spændt på resultatet.

Gåtur og lydighedstræning

I søndags var vi ude på en gåtur med mange andre træningskammerater fra VAS. Det var rigtigt hyggeligt at mødes med de andre fra klubben på den måde og at gå tur et sted, hvor vi aldrig har været før. Vi gik en tur ved Vallensbæk mose – turen foregik med hundene i snor. Det gik der hurtigt kludder i for mig, så jeg outsourcede Elliot til Maria, som var så sød at tage sig af min gamle hund
Hundene var godt trætte efter 1½ times gåtur sammen en flok “fremmede” hunde, så de snorksov om eftermiddagen. Jeg synes det var synd at vække dem for at støvsuge, så jeg satte mig i stedet og så Formel-1

Til lydighedstræningen igår skulle vi gå spor. Der var to knæk på sporet – og sporet blev lagt med sidevind – knæk – medvind – knæk – sidevind. Kopy gik meget bedre i sidevind end da vi sidst var ude og så spor. Jeg havde lagt nogle godbidder i sporet (dog var der ikke så mange tilbage, for de censureret fugle havde tyvstjålet dem), og det hjalp med at få Kopy til at holde snuden tæt ved jorden og på sporet. Men Kopy vil stadig gerne gå lidt for hurtigt, men når jeg holdte ham tilbage, blev han lidt usikker. Så vi må lige et skridt tilbage og lægge flere motivationsspor (masser af godbidder i sporet), for jeg så kan holde lidt igen på tempoet uden han bliver i tvivl om, hvad han skal.
Derefter skulle vi lave feltsøg i et moseagtigt område, hvor der var klaser af det her stive siv-agtige 60-70 cm høje græs. Jeg fik dog først sendt Kopy lidt skævt mod feltet, så han løb udenfor feltets grænser, men han fandt dog hurtigt feltet igen – og modsat mange af de andre hunde, var Kopy totalt ligeglad med at løbe rundt i græsset – han ligefrem sprang igennem en klynge af græsset og drejede skarpt og samlede genstanden op. Yes!! Og bedst af alt, da jeg kaldte på ham, kom han straks med genstanden uden at skulle “dræbe” den eller tygge i den. Yes Yes!!
Næste genstand fandt han også med det samme – og kom også fluks med den.. det der tog længst tid, var at få ham til at komme og aflevere Elliots bold med snor – han skulle jo lige ud på et par æresrunder med den

Træningskonkurrence og agility-selvtræning

Jeg startede dagen med at køre op og se på en hyrde-træningskonkurrence for klasse 1 hunde. Det var enormt lærerigt bare at se på, for jeg kendte slet ikke til reglerne. Jeg har nu en ide om, hvad der skal trænes mere på, for at blive klar til en klasse 1
Vi skal have trænet på udløb (hvor hunden løber 75 meter ud og henter en flok får) og tildrivning (hunden henter flokken af får hen til en) og at få flokken af får ind i en lille indhegning/fold. Men derudover skal jeg have trænet mere på de verbale kommandoer, så det bliver muligt at dirigere hunden rundt – især ved folden er der brug for det.

Nu hvor vejret bare blev så fantastisk, aftalte Lene, Lone og jeg at tage ud i MBS og træne lidt agility. Vi satte nedenstående bane op, og det vi ville træne på i dag, var at skifte bag ved hunden ved en tunnel og at skifte bagved hunden, når den skal 180° tilbage igen (spring nr 7).

Næste bane ses nedenunder – her var det igen det at skifte ved en tunnel, der var emnet. Banen var lidt lettere og her kunne vi så øve at løbe i cirkler (som jeg havde lært på kurset i sidste uge).

Banerne lagde op til enkel handling, altså uden at skulle trække hunden rundt, imellem eller have “fat om snuden” på den. Det var helt fine baner for at lære hunden at søge forhindringerne foran den, da hundens løbelinie var flydende.

Til aller sidst ville jeg lige teste, hvor god Kopy er blevet til slalom (han er helt klart mest stabil ved højre-handling af slalom), så jeg sendte ham ind i slalom for at højre-handle ham, men i stedet for at følges med ham langs slalom, så løb jeg rundt om tunnellen og havde springene på min venstre hånd og da jeg nåede forbi tunnellen, løb jeg hen til Kopy i slalom… glædeligt overrasket var jeg, da jeg så, at Kopy bare fortsatte ufortrødent i slalom uden at blive forstyrret af, at jeg forsvandt bag en tunnel eller at min løbebane var alt andet end parallel med Kopy’s.. kan man sige andet end: super seje hund?!!

Springteknikkursus – del 1

En hund var kommet til skade og jeg fik så tilbuddet om at deltage med Kopy på springteknikkurset afholdt af Vappu Alatalo. Det kunne jeg ikke sige nej til, selvom det så ikke er muligt at nærstudere alle hunde.

Vappu lagde ud med at fortælle om vigtigheden af at hundens springteknik er optimal – og det var virkelig inspirerende.

Vi skulle derefter lade hundene tage et enkelt spring, hvor der var opstillet to pinde (ene ende er placeret på en holder på støtten og den anden på jorden), der ligesom udgjorde et V mod hunden. Og seks fødder fra springet, var der placeret en “speed-bump” – mindede mest om alt af et stykke tagrende, vigtigst var, at den ikke bevæger sig, hvis hunden træder på den. Vi skulle placere hunden lige bag ved speed bump’en.

Dette ene spring afslørede, og hunden brugte forkroppen og hovedet til at løfte sig op over springet eller om den lagde vægten på bagpartiet og brugte kræfterne fra herfra til at sætte af. Noget andet man kan se er, om hunden runder ryggen opad i springet.

Vappu ville gerne se Kopy tage springet flere gange – og hvor der var forskel på højden af overliggeren. Hun stillede sig bag os og studerede Kopy. Kopy’s springteknik var fin – det hun studsede sig over var, at han altid satte sig med vægten lidt skævt fordelt. Men sjovt nok, det havde min lydighedsinstruktør studset over dagen forinden, for Kopy sætter også forbenene skævt, når han sidder på plads.

Næste øvelse vi skulle prøve, var om hunden kunne afstandsbedømme springene og bruge vægten rigtigt. Fem spring på række med en afstand af 6 fødder imellem hvert spring var sat op til dette formål. Denne øvelse var virkelig tydelig (for mig at se), at hundene havde forskellig springteknik. Og om hvor meget de koncentrerede sig om at springe.
Kopy bruger vægten rigtigt og koncentrerer sig om springene, men har lidt travlt – legetøjet lå jo i den anden ende.

Det var dejligt at høre, at ens hund bruger sin krop optimalt – en stor del af den ære, vil jeg tillægge hans kropsbygning (gode vinkler og rigtig proportion: 9 høj og 10 lang), men lidt af æren tror jeg skyldes, at jeg har gjort ham bevidst om, at han har en bagkrop, der også skal bruges – dette har jeg gjort ved dels at lave forskellige tricks og så at han skal balancere på alverdens ting.

Men een ting jeg blev rigtig glad for at høre var, at Vappu mener, at det er unødvendigt at forberede hunden så meget på et spring, at man næsten løber sidelæns ved det, når man skal dreje efter det. Når hunden har lært at springe korrekt, er dette ikke nødvendigt. Og det er jo det, jeg hele tiden har ment

Juhuu – spor!

Jeg havde besluttet mig for, at der skulle ske noget for Elliot i dag. Jeg er ude og træne med Kopy tre gange om ugen og Elliot kan desværre ikke træne, så jeg har lidt dårlig samvittighed overfor ham, når jeg må lade ham blive hjemme. Lone har heldigvis været sød at tage Elliot med hjem, når jeg skal til lydighedstræning, så han ikke er helt alene hjemme.

Elliot er blevet glad for at gå spor, så jeg tog til Ballerup og luftede først hundene på de omkringliggende stier. Vi møder en frisk og rørig ældre dame på 75 år, som er ude og gå stavgang. Damen stoppede op og ventede på, at vi kom. Hundene gik bare hen og snusede til hende og gik videre. Vi fulgtes hen ad en sti og damen er imponeret over mine velopdragne hunde. Jeg skynder mig at sige tak og tænker på sidste år, hvor Kopy var lidt af en skarnsunge og for første gang mødte en stavgænger – den stavgænger mente absolut ikke, at Kopy var velopdragen

Jeg lægger to spor – ja, en til hver. Elliot får et lige spor uden knæk, og til Kopy lægger jeg to knæk på sporet. Sidste gang jeg var derude og lægge spor, var der en del “spor-guf-tyve” fugle, som stjæler alle godbidder man møjsommeligt har lagt i sporet, så jeg valgte at have en pølse på snor og dyppe den på sporet af og til.

Da jeg henter Elliot fra bilen for at gå sporet, trækker han afsted med mig og er helt klar over, hvad han skal Elliot går sporet så fint, men han var noget skuffet over, at det ikke var længere.

Kopy går også sporet i medvind rigtigt fint, og han finder knækket og drejer perfekt Den del af sporet, hvor der var sidevind, holdt han hovedet en del længere oppe fra jorden – og kun der hvor jeg har duppet pølsen på sporet, fik han hovedet helt ned til jorden – men selvom han holdt hovedet længere oppe fra jorden, fulgte han alligevel sporet og fandt også det næste knæk.

Da Kopy var færdig med sporet, vil jeg lukke Kopy ind i bilen, men Elliot – der bare ved, at man aldrig hopper ud af bilen før man får lov – sprang ud og løb tilbage, hvor vi havde gået spor. Ja, han var da absolut ikke færdig med at gå spor

Hvor er det bare dejligt, at en gammel hund kan lære noget nyt, som både er sjovt og som fysikken kan klare.

Agility-kursus ved Jens og Jörgen

I dag har jeg været på agilitykursus med Kopy ved to svenske instruktører, Jens Nilsson og Jörgen Tellqvist.
Jeg kan vældig godt lide den måde de begge handler på – man får forberedt hundene på det næste de skal uden at man på nogen måde tager initiativet fra hundene.

Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå, for Kopy kan ikke så meget teknisk endnu. Og har jo først for mindre end en uge siden taget slalomforhindringen korrekt (når pindene er af træ).

Vi skulle først starte ved Jens – og dem som kender ham ved, at der kan være langt mellem forhindringerne og man kommer til at løbe meget – og i dag, var ingen undtagelse. Jeps, jeg må vist ud og købe mig en opgradering af min kondition

På Jens’ baner skulle vi tage en del imod hundene og det har jeg ikke rigtigt trænet med Kopy. Jeg har i stedet prioriteret at kunne skifte bag ham, da jeg gerne vil have, at han kan tænke selvstændigt og søge forhindringerne. Men det gik nu rigtig fint med at tage imod ham – dog skal der lige trænes lidt på at sende ham om på modsatte side af om og så få ham til at springe imod mig. Jeg fandt faktisk ud af, at min “lille” hund kan mere end jeg lige går og tror

På Jörgen’s baner skulle vi lære at løbe i cirkler og holde hånden stille bag os. Jeg skulle starte og synes da jeg havde helt styr på det, for det er jo sådan set sådan jeg prædiker, når jeg holder kursus. Meen, jeg skulle da erfare, at der er langt fra hvad jeg siger, til hvad jeg gør – men endnu længere til, hvad jeg tror jeg gør! Da Jörgen for tredje gang forklarer mig det samme ved en kombination, tænkte jeg: “hvor fatsvag kan man være?!”.
Men da jeg begyndte at tro på, at Kopy ville kunne det uden at jeg blev stående og vente på ham, så gik det bare forrygende! Jo mere jeg udviste tillid til ham, når jeg handlede ham, jo bedre gik det. Den sidste bane bestod egentlig bare at seks spring (2 * 3 spring på linie). Her skulle vi løbe i cirkler, halvcirkler, tage imod og skifte bag. Det gik så fint, så jeg skulle lige testes godt igennem med en rigtig kringlet bane – jeg havde lidt problemer med at sende ham over et spring og vende sig væk fra mig, når det var til venstre, så det skal der trænes på – men fremsendingen, løbe i cirkler, skifte bag, skifte foran gik bare så fint.

Så ovenpå dagens succes er det svært at få armene ned – og nu har jeg lovet mig selv at lade være med at betragte Kopy som min “lille retardo”

Hvis jeg går her, får jeg så legetøjet?

Når jeg har leget lidt med Kopy og han gerne vil fortsætte med legen, har jeg bare begyndt at gå. Kopy skynder sig at følge med og gå fri ved fod, for så ved han, at vi begynder at lege igen. Det har givet pote – Kopy er begyndt at gå en rigtig flot fri ved fod, for nu er det jo pludselig blevet meget sjovt

Og se da bare – vi kan gå i takt

Nærstudering af agilityhund

Igår var vi ude og træne lidt agility. Lene havde medbragt kamera (på kraftig opfordring ) og fik skudt nogle fantastisk gode billeder.

Billeder er eminente, når man vil nærstudere hunden og ens egen handling – ja, jeg synes faktisk fotos er bedre end video til det.

Da jeg sad og kiggede på billederne, blev jeg først meget imponeret over Kopy’s springteknik: han smyger sig tæt om vingen (det midterste billede) og i perfekt afstand til overliggeren (det sidste billede). Derudover kunne jeg se, at han har fokus på forhindringerne – og også den næste han skal tage. Men noget overrasket blev jeg over at se det første billede. Her springer han sidelæns over springet – om det er hans uerfarenhed kan jeg ikke sige, men jeg aldrig før bemærket, at en hund svinger bagkroppen sidelæns ind under sig på den måde.

Kopy er efterhånden ved at kunne slalom (altså på den slalom hjemme i Lone’s baghave, for den har nemlig pinde af plastik og de er jo ikke så hårde som dem af træ). Så nu var tiden kommet, hvor han skulle han testes af på slalompinde af træ – først kunne han ikke rigtig finde rytmen, men efter et par forsøg gik det, og han tog slalom helt rigtigt

Sjovt nok, så er han mere usikker på slalom, når jeg venstre-handler ham.. hmmm….

Da jeg kigger på slalom-billederne nedenfor, var første tanke: “flot stil og dejlig koncentreret”, men så får jeg øje på håndleddet (eller hvad man kalder det), som jeg har markeret med rødt. Kopy bøjer helt ned i leddet, hvilket jo er en belastning jeg (heller) ikke har været opmærksom på før. Efter at have opdaget dette, er jeg meget glad for, at jeg ikke har fået lært min lille “retardo” slalom før nu, hvor han er fyldt 2 år.

Klasse 3 lydighedsprogrammet

Jeg har planlagt at tilmelde Kopy til lydighedsprøve i DKK’s klasse 2 i Ølstykke her sidst på måneden. Så derfor har jeg været ude og selvtræne lidt de sidste par weekender (og nogle gange sammen med Charlotte med Buddy). Kopy er ved at være ret stabil i programmet, dog har jeg ikke trænet næseprøve-øvelsen med ham længe, for jeg ville have apporten helt perfekt inden – så det kræver stadig en ekstra-kommando, for at få Kopy til at komme med næseprøven. Fri ved fod kan Kopy også lave rigtigt flot – når altså jeg lige får motiveret ham rigtigt.

Men i dag, da jeg ville tage ud og træne, synes jeg der skulle ske noget andet. Så jeg tjekkede lige klasse 3 programmets øvelser. Flere af øvelserne kan Kopy allerede og andre er vi begyndt at træne (stå og sit under gang er også i B-programmet). Så de nye øvelser, Kopy aldrig har prøvet før er: “indkald med stå” (havde det da bare været “indkald med dæk”, så kunne han den ) og “højre/venstre dirigering til apport”.

Så i stedet for at træne klasse 2 programmet, tog jeg hul på klasse 3 programmet. At øge afstanden til de forskellige øvelser var ikke noget problem. Højre/venstre dirigering blev jeg lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle starte. Så jeg tog to lave kegler og placerede dem med 10 meters afstand med en bold ovenpå (Kopy er ikke så bold-glad – men det er Elliot – så tanken om, at Elliot vil snuppe dem for næsen ham, får ham til at synes om dem ).
Jeg placerer Kopy ca. 5 meter fra midten af de to kegler og går en meter længere væk i forhold til keglerne og Kopy har front mod mig. Elliot sidder et par meter bag mig på min højre side. Jeg kigger på Kopy og siger: “venstre” og giver et lille håndtegn, hvorefter han vender sig rigtigt mod venstre for at skynde sig ud og snuppe bolden på den højre kegle (han troede det var foran næsen på Elliot!). Det prøver jeg et par gange til både højre og venstre side – og Kopy synes det var en sjov leg og har nu lært højre- og venstre-kommandoen

Efter træningen besluttede jeg mig for ikke at tilmelde Kopy til lydighedsprøve i klasse 2, men i stedet arbejde med klasse 3 programmet – vi tager i stedet med på en gåtur med VAS

Og sikke en motiverende faktor det kan være for den ene hund, at have den anden hund – klar til at blande sig – siddende ved sidelinjen

Cirkushunde

Jeg var lige i gang med at sortere mange af de bøger og kasser jeg bare lige havde stillet i reolen, da jeg flyttede ind. Bøgerne stillede jeg i en bunke ved siden af mig og et par kasser på en A4 størrelse, indeholdende papirer, stillede jeg bag mig. Mens jeg står der med hovedet i reolen, undrer jeg mig over en mærkelig lyd, så jeg vender mig om mod kilden – og hvad ser jeg?! To hunde stå med forbene på hver sin kasse – lige klar til at udføre elefant-tricket… sikke en griner (den mærkelig lyd kommer fra Elliot, der står på kassen og stepper af begejstring)