Eddie er blevet Klubmester

Eddie er blevet klubmester for begyndere i agility. Det er da rigtigt flot gået, for Eddie er først lige startet på agilitytræningen for et par måneder siden!
Ja, Elliot er meget stolt af sin søn – og Kopy meget misundelig over, at Eddie allerede er så dygtig

Oplevelsesrig gåtur

I dag var vores gåtur på Borrebakken langt fra kedelig.

Det første vi oplevede, var en børnefødselsdag som blev holdt ved Skt Hans bålet, hvor det høje græs er slået. Der løb nok 25 7-8-årige børn rundt og legede. Stien forbi er 1½m bred og omgrænset af knæhøjt græs. På vejen derhen, kommer der pludselig ti børn løbende imod os, for der kommer en legekammerat bagved os. Hundene sidder ned mens børnene løber forbi – og da børnene skulle tilbage, sidder hundene igen, men her var en pige lige ved at løbe ind i Kopy. Kopy var overraskende nok fuldstændig ligeglad med det og blev bare siddende men jeg undrer mig over, at forældre ikke lærer deres børn, at de ikke skal løbe tæt forbi hunde, de ikke kender….
Henne ved bålet løber nogle drenge og spiller bold, så dem – og flere cykler – zigzag’er vi forbi. Og Kopy er stadig ligeglad med det virvar – og Elliot tager jo sådan en situation med stor sindsro.
Så der er sket en stor udvikling med Kopy – fra at reagere, når cykler, løbere osv. passerede os (især når løberne prustede og cyklerne larmede), til at være helt afslappet og ligeglad

Vi går videre og kommer til et sted, hvor en bænk er placeret 5m tilbage fra stien og er gemt bag høje buske. Hundene sjosker forbi og pludselig kommer en schæfer farende frem og skælder og smælder. Manden får den kaldt til sig, men mine hunde var hoppet ud i det høje græs af bare skræk. Kopy ville selvfølgelig hen og se, hvad det nu var for en hund. Manden siger, at den er lidt sur, da den blev opereret igår. Jeg får kaldt Kopy væk fra dem og vi løber videre.
Da vi kommer lidt væk tænker jeg, hvordan kan man byde sin hund, der har ondt efter en operation, at tage den med til et område med hundeskov-status (altså løse hunde)?

Da vi er på vej ud fra området, får Kopy øje på et egern og sætter efter det. Egerne er vant til at blive jagtet (af hunde og ræve), så de er enormt gode til finte sig ud af situationen. Men det lykkedes Kopy at indhente og stoppe dette egern, som så løb mellem hans ben. Kopy snurrer rundt for at finde den, men vælter rundt pga farten – egernet springer over ham og skynder sig op i et træ. Kopy får rejst sig og hopper ind i et meterhøjt busket, hvor træet står, men kommer fluks ud igen – flot dekoreret med præstelus fra snude til hale…
Så på Kopy’s vegne: undskyld forskrækkelsen Chip…. eller Chap…

Kopy er meldt til BCK Klubmesterskab

Jeg har meldt Kopy til Border Collie Klubbens (BCK) Klubmesterskab i august. Jeg har både meldt ham til udstilling og til en lydighedsprøve  i kl 1 (LP1).

Kopy er ved at få mere pels nu og den tynde og mærkelige pels han fik af at være på så meget prednisolon er nu blevet helt normal igen – ja, selv halen er han ved at få mere pels på

Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle tilmelde ham LP1. Han kan nu mange af øvelserne, men bliver let forstyrret af andre – og så er lineføringen jo ikke lige det, jeg har fået trænet mest med Kopy, så den øvelse når vi ikke at få helt på plads inden – medmindre, der sker et mirakel

Elliot er ikke tilmeldt, for nu er han helt pensioneret – dog mod hans vilje… Han vil stadig gerne, så jeg træner lidt med ham, når jeg er ude og selvtræne med Kopy. Men han kan ikke holde til så meget, så det bliver bare hans favoritøvelser, såsom fri ved fod, næseprøve, apport og fremsending.

Kopy har det helt fint efter vaccinationen, så der var heldigvis ingen grund til at frygte, at vaccinen skulle udløse endnu et tilfælde af IMHA
Elliot kan ikke rigtigt tåle metacam, så han har fået dårlig mave af det – og det var helt slemt i nat, hvor han skulle ud mange gange…. men fra i dag, er dosis halveret, så jeg håber maveproblemerne går over.

Agilitykursus i Ribe

Ribe Hundevenner
Igen i år er jeg blevet inviteret af Ribe Hundevenner til at undervise på et ugekursus i agility. I år havde jeg dog dobbelt så mange ekvipager, med større spredning på niveauet, end sidste år. Det er absolut ingen loppetjans at stå i 6 timer i bagende solskin og undervise – men det glemmer jeg gerne, når jeg først er i gang
Det er enormt givende, at se på en hundefører, komme med et forslag til at handle (engelsk udtryk for at håndtere) hunden på anden vis, og se det virke – og så se smilet i folks ansigter

Jeg havde håbet på, at jeg kunne nå at komme til Jylland om lørdagen, så jeg kunne se, hvordan de forskellige ekvipager klarede sig til landsholdssamlingen, som også blev afholdt hos Ribe Hundevenner. Der er specielt fire, som jeg synes har været suveræne og som har udviklet sig meget siden sidste år – altså både hund og fører.

Kopy og Belto
Selvfølgelig var hundene med. Jeg tog til Jylland om søndagen og boede hos min veninde, der bor 15 km fra den nye træningsplads. Jeg var lidt spændt på, om Kopy kunne kende Belto (min venindes border collie han på 3 år) og om de ville lege lige så godt sammen, som sidst vi så hinanden. Kopy ville hellere lege med Cilia (en sheltie tæve på 8 år) og ville ikke “dele” hende med Belto.
Næste morgen luftede jeg mine hunde og derefter lukkede jeg Elliot ind til Cilia og Belto ud til Kopy – der var lidt høj haleføring og de skulede til hinanden – jeg kaldte på dem og gik ned mod marken. De kom løbende imod mig, men skulede til hinanden og da de nåede mig, lagde Kopy sig ned og kiggede væk. Belto gik nogle skridt og Kopy rejste sig, men da Belto kiggede på ham igen, lagde han sig igen ned. Belto gik et par skridt og Kopy rejser sig og de kigger på hinanden i nogle sekunder, hvorefter de sætter af i fuld fart og spæner afsted alt hvad de kan – i starten med afstand til hinanden, men lidt efter lidt begynder de også at krydse ind foran hinanden og skubbe til hinanden – efter at have leget i en lille halv times tid hænger tungerne laaangt ud af halsen på dem

På træningspladsen
Jeg havde taget to hvalpegårde og telt med og regnede jo så med, at hundene ville værdsætte den store plads de så ville have at være i, når jeg skulle undervise. Men jeg tog fejl: Elliot ville helst være i bilen, som holdt mellem hvalpegården og træningsarealet. Hver gang vi var på vej hen i hvalpegården, skyndte han sig at hoppe ind i bilen. Så han fik sin “vilje” – jeg lod fordørene og bagsmækken stå åben, så kunne han være der – og hoppe ud af bilen og lægge sig under den, når det blev for varmt.
Kopy ville heller ikke være i hvalpegården – først fik han skubbet den væk fra campingvognen og kom ud den vej. Da den så blev sat fast til jorden, flyttede han tingene jeg havde lagt under campingvognen og kom ud den vej. Næste sted han fandt ud af, at komme ud, var at møve sige ud under teltet. Og til sidst fandt han jo ud af, at han sagtens kunne springe over hvalpegården…. Så det endte med, at han stod bundet i sin sele inden i hvalpegården. Da han fandt ud af, at jeg mente, at han skulle blive der, kunne han også være i hvalpegården uden at stå bundet. Der var dog et par hunde, der kører i et højt stress/gø-niveau, og så kunne han ikke lade være med at hoppe over og løbe hen til mig.

Svømning
Der blev tid til at tage ned og svømme med hundene. Elliot er vild med det, men Kopy har aldrig prøvet at svømme. De fik begge en redningsvest på og så fik Elliot først en tur i vandet. Damen fra hundesvømningsstedet hjalp med at få Kopy i vandet. Han syntes absolut ikke, at det var sjovt, og plaskede løs med forbenene – og ja, jeg blev drivvåd fra top til tå – det eneste tørre sted var ryggen. Damen trak i et par waders og hoppede i bassinet til Kopy. Det hjalp, for han startede så med at svømme rigtigt. Efter en pause, prøvede jeg selv at få ham i vandet – det ville han stadig ikke gerne, men når han først var i vandet, svømmede han efter legetøjet. Så nu håber jeg, at han ikke er så vandskræk, når vi nu kommer på stranden

Ribe
På vej tilbage efter hundesvømningen, kørte jeg ind til Ribe – egentlig bare for at købe noget after sun lotion. Men da jeg kom ind til Ribe, blev jeg pludselig ramt af en hjemlængsel og måtte bare lige forbi Domkirken. Vejene omkring Domkirken er blevet renoveret og der er lagt brosten på gaderne, så de nu passer ind i stilen med resten af Ribe’s indre by. Jeg parkerede udenfor min gamle lejlighed, gik om hjørnet og kiggede lige ind til vores stamværtshus, som helt lignede sig selv Domkirken ligger skråt overfor, så den gik jeg en tur rundt om, men ikke ind i, for der måtte hundene ikke komme med. Jeg gik videre ned ad gågaden og da jeg kom til Skibbroen – uden at tænke videre over det, drejede jeg ned ad gaden og gik hen til min venindes restaurant (vi har kendt hinanden siden vi var 6 år gamle). Hun overtog Restaurant Sælhunden sidste år i marts, men da jeg var i Ribe sidste år, føltes det ikke rigtigt at besøge hende der – men der var jeg heller ikke alene. Jeg har ikke set hende i næsten 6 år, men vi har fulgt hinanden gennem vores forældre. Min veninde var heldigvis på arbejde, så jeg fik en super lækker frokost og vi fik snakket i timevis

Hjemturen
Jeg kørte hjem sent om aftenen og som sædvanlig holdt jeg en luftepause ved Knudshoved. Det var suverænt timet, for mens jeg luftede hundene på stranden, oplevede jeg den smukkeste solnedgang

Hjemme igen
Efter så mange dage væk hjemmefra, og hvor der er sket meget for både mig og hundene, så kan man rigtigt mærke trætheden nu, hvor vi er kommet hjem. Især er Kopy træt, for han har aldrig været på campingtur før, og så har han kigget på hunde løbe agility i seks timer om dagen – så nu har han luret alle tricks’ene og ved nu, hvad der venter ham

Som tiden dog flyver…

..når man har det sjovt Jeg har haft travlt med mit arbejde, for jeg skulle nå at være færdig med en masse ting, så jeg kan holde fri med god samvittighed i næste uge

I tirsdags til lydighedstræningen var Holly tilbage efter sin løbetid. Kopy synes Holly er helt fantastisk, så jeg var ikke i tvivl om, hvor hun var, for Kopy’s hoved pegede hele tiden i retning mod hende
Men det lykkedes alligevel at få ham til at koncentrere sig om det vi lavede og han gjorde det faktisk rigtigt pænt. Han er blevet ret ferm til DcH-springet (frem og tilbage spring over et A-formet spring), fremsendingen og til at blive i sin position, når der er forstyrrelser omkring ham (såsom indkald af andre hunde og personer, der går tæt forbi).

I torsdags var vi ude og selvtræne på agilitybanen. Det blev kun til at træne A-bræt-feltet, men nu har Kopy forstået, at man skal sidde på feltet med forpoterne på jorden. Og så trænede vi fremsending over fire spring. Vi gik tre på banen på én gang – en trænede balancebomsfelt, en anden fremsending og slalom og jeg A-feltet, så udfordringen var lige så meget at få Kopy til at koncentrere sig om opgaven frem for de andre – det var ikke nemt, men det lykkedes

Og ellers går vi og træner lidt tricks. Kopy kan nu snurre rundt om sig selv, når jeg viser ham rundt med hånden. Vi har så øvet lidt, at vi kommer løbende og når han får et håndtegn og samme kommando, som når han skal snurre rundt, skal han dreje væk fra mig og følges med mig igen – Kopy har fundet sin egen måde at vende på: han springer op i luften og vender rundt der og lander igen i modsatte retning
Og ellers er jeg ved at lære ham at stå på bagbenene, hoppe igennem mine ben (der er jo god plads, med så skæve ben som jeg har ) og igennem mine arme,  der er formet som en ring.

Og hvad glemmer jeg altid at træne? Lineføring… Nå, det må vi ud og gøre nu… når jeg har drukket min kaffe