Team Aikandi Border Collies

En kold dukkert :-o

Posted in Dagligdagen by Carina on 25/02/2007

De første to måneder efter Kopy kom hjem dyrehospitalet, travede han kun, dvs. han aldrig galloperede afsted. Pludselig en morgen satte han af efter en due og jeg blev helt glad fordi han galloperede – selvom det dog ikke var hurtigere end en cairn terrier kunne overhale ham. Hver gang vi kommer ind i skoven, skal der så lige “renses” for duer og skader.

Igår gik vi tur en tur rundt om Mølleåen og vi mødte mange børn og forældre, der fodrede ænder. Elliot og Kopy var meget interesseret i det brød, som blev smidt ud til fuglene (især det der blev tabt på jorden), og var ligeglade med ænderne og svanerne.

I dag gik vi igen en tur rundt om Mølleåen, men på en længere tur. Vi kommer gående på en sti, der et sted drejer skarpt til venstre og man går derefter klods op ad åen. Kopy er lidt bag mig, men kommer pludselig stormende forbi – han drejer ikke med stien, men fortsætter ligeud på isen på åen, for at komme ud til ænderne. Selvfølgelig kan isen ikke holde, så ca 4 meter ude, falder han igennem. Han var noget chokeret (og ænderne så ud til at more sig kosteligt) og vendte sig om for at komme op på isen igen. Isen knækker et par gange, men det lykkedes ham tilsidst at komme op på isen og i land igen. Puha, jeg var svedt!! Vi var selvfølgelig langt væk hjemmefra, så det tog en rum tid at komme hjem. Hjemme blev Kopy føntørret i en halv times tid, så jeg var sikker på, at han var varm igen. Han fik så lov til at komme op og ligge på et uldtæppe på sofaen – han plejer aldrig at være i sofaen, men han hoppede helt hjemmevant op i den – gad vide om han sover der om natten?!

Dagens lektion: selvom jeg ikke bryder mig om hverken duer eller skader – så er det ikke særlig kløgtigt af mig at lade min hund løbe efter fugle! Ihvertfald ikke, når isen ikke kan holde ;-)

Ups.. det skulle jo ikke spises…

Posted in Tricks by Carina on 22/02/2007

Jeg har fået et eksemplar af Mary Ray’s hundetricks bog og lidt inspireret er jeg da blevet, så nu er jeg ved at lære Kopy at lægge poten henover snuden. Man skal lægge noget over snuden på hunden og når den prøver at fjerne det med poten, så belønner man hunden.
Jeg prøvede at lægge en af de lette hundesnore man får hos dyrlægen henover snuden på Kopy. Han sad fint – men var egentlig temmelig ligeglad med, at der lå noget på hans snude, så han prøvede ikke at fjerne det… Jeg lagde en tungere line henover snuden, men den faldt af, når han kiggede nedad… Jeg fandt så en hårelastik af stof, som jeg satte om snuden på ham. Og så virkede det – Kopy brugte poten til at fjerne elastikken med! :-)
Nu gjorde Kopy det fint flere gange, men næste skridt var jeg lidt i tvivl om. Der står i bogen, at man kan lægge et lille stykke papir på snuden. Jeg tænkte at et stykke tape på snuden måtte være løsningen. Det gik skam også helt som forventet – Kopy bruger poten til at fjerne tapen – men så spiser han det!! Det stod der ikke noget om i bogen ;-)

Spor-selvtræning

Posted in Spor by Carina on 18/02/2007

I dag har vi gået spor i Ballerup, vejret var jo perfekt til det – altså tørt og ikke meget vind. Elliot er ved at være rigtig sej til at gå spor. I dag var der kun 4 godbidder på hans 75m lange spor – og han gik det så flot koncentreret og var næsten helt skuffet over, at sporet ikke var længere ;-)

Kopy’s spor er ca 260m langt med 3½ knæk og lagt med almindelig skridtlængde, hvor fødderne slæber hen over græstoppene. Kopy går det fint, men ikke med snuden helt nede ved jorden, som han plejer. Nr 2 knæk bliver han temmelig forvirret i – måske det er vindretningen?! Men for første gang markerer han genstanden uden jeg skal sige noget til ham :-D

Jeg tror Kopy var lidt for træt til at gå sporet. Vores morgenluftetur blev næsten en times luftetur, hvor han legede med en labrador. Da jeg havde lagt sporene, gik vi en tur. Jeg havde vores lille ven Fabi med, og Kopy og Fabi løb og legede hele turen. Og på turen mødte vi heste, andre hunde og mennesker – så der er vist ikke noget at sige til, at Kopy var blevet lidt træt… :-)

Kopy’s spor:

Alle kneb gælder ;-)

Posted in Dagligdagen by Carina on 17/02/2007

I dag har vi gået tur i hundeskoven sammen med 11 andre hunde. Der blev leget på livet løs og både Kopy og Elliot har løbet rundt. Kopy er ved at blive en rigtig hunde-teenager og fandt en bedste veninde, nemlig border collien Donna. Da vi nærmede os bilerne, kaldte jeg på Kopy, men han havde altså ikke liiiige tid… hvordan får man så sin hund til at komme? Jooo, man kalder på Kopy og Donna, der jo er så lydig og kommer hen til en med det samme. Og så var det nemt at få fat på Kopy… he he he… :-D

Lydigheds-selvtræning

Posted in Lydighed by Carina on 16/02/2007

I den sidste stykke tid har jeg trænet Kopy i ca 10 minutters tid her i stuen, 3-4 gange om ugen. Det gik op for mig, at den “stakkels” hund ikke havde lært at stå, så det er vi gået igang med at træne. Træningen herinde bliver mest til bare at lære at sætte sig rigtigt på plads, at blive i sit og dæk, stillingsskift, næseprøve med de “rigtige” pinde og sidde med apporten i munden.

Jeg har lånt nogle kegler af Lone (jeg aner simpelthen ikke, hvor mine kegler er blevet af) og dem skulle Kopy introduceres til. Fremadsendelsen til feltet er Elliot’s yndlingsøvelse, så efter han fik løbet ud til feltet et par gange, fik han sin bold med snor og så var han henrykt (han løb hoppende rundt og med bolden svingende fra den ene side til den anden).
Nu var det Kopy’s tur og jeg lægger en guf på dåsen og vi går tilbage til startstedet. Første gang løber Kopy i en bue og kommer ind i feltet fra den venstre side. Næste gang går vi lidt tættere på og han løber så fint i lige linie frem til dåsen i feltet. Vi øger afstanden igen og træner det par gange.

Lone og Fabi dukker op og både Elliot og Kopy bliver glade for at se dem. Kopy vil løbe hen til dem, men jeg kalder på ham og han stopper. Jeg kalder igen og han løber hen til mig og sætter sig på plads. Elliot er nu igang med sit søløve-hilsen (gø), men jeg prøver alligevel at sende Kopy frem til feltet – og sandelig om han ikke gør det!! Han skynder sig at spise guffen og spæner så hen til Lone og Fabi for at hilse. Jeg må indrømme, at jeg absolut ikke havde forventet, at han ville kunne koncentrere sig om noget, som han kun lige er blevet introduceret til imens Elliot står og “skaber” sig og hans legekammerat lige er ankommet.

Lidt senere øver vi næseprøve og Kopy dutter på den rigtige hver gang. Måske er det fordi vi har trænet spor, at han allerede fra første gang søgte efter den genstand med min fært?! Jeg lægger 8 pinde ud og går ca 10 meter væk. Lone går hen til Elliot og leger med ham og de står bare 2 meter væk fra pindene. Jeg sender Kopy afsted og han løber lige hen til pindene og finder den rigtige og han ignorerer fuldstændig Elliot og Lone, der leger. Det er jeg godt nok vældig imponeret over.

Jeg kan kun glæde mig over, at Kopy er så (sam)arbejdsvillig, at han er fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring ham, når han arbejder. Kan man ønske sig mere af en 11 måneders hvalp? :-)

Snorkende hunde…

Posted in Agility by Carina on 11/02/2007

Her i weekenden har jeg været på Bornholm og holde agiltykursus. Det er fjerde gang jeg har afholdt kursus derovre, og hver gang er det bare en rigtig positiv oplevelse. Og der er efterhånden rigtig mange dygtige hunde (og førere ;-) ) derovre. Jeg havde ikke hundene med, så de har været passet hos deres bedste venner. Elliot har været hos Fabi, Lone og Lars, som gerne lægger sig på gulvtæppet og råhygger med hundene. Kopy har været hos Karsten og Charlotte, som også passede datterens hund, Kringle. Kringle og Kopy er nu de bedste venner, så de to damp-børn har leget hele weekenden.

Så ovenpå denne weekend er vi alle tre rigtig godt trætte – ja, selv Kopy snorker højlydt :-)

Hvor imponerende !!!

Posted in Agility, Tricks by Carina on 06/02/2007

Ved et tilfælde faldt jeg over Silvia Trkman’s hjemmeside (Silvia har vundet VM i agility 2 gange) og kiggede på billeder af hendes hunde, der udfører tricks. Ikke mindst er landskabet fantastisk flot – men at få en hund til at stå på hoved – det er for vildt!

Hun har fået en border collie og der er flere videoer af den som 11 måneder gammel – stående på skateboard, udføre vanskelige tricks og løbe agility, hvor hun har lært den løbende felter… det bliver spændende at se den til VM.

Nu er jeg temmelig inspireret og det første jeg vil lære hundene er at være mellem mine ben, med poterne placeret på mine fødder – og holde dem der, når jeg går… hvor svært kan det mon være ;-)

Spor-selvtræning

Posted in Spor by Carina on 05/02/2007

I weekenden var jeg ude og gå spor med hundene. Det gik op for mig, at det allerede er en måned siden vi sidst gik spor. Har fundet denne side, hvor man kan måle en rute – og fandt ud af, at Kopy’s sidste spor var 500m langt!!

I lørdags tænkte jeg, at det kunne være sjovt at spor i skoven (og set i bakspejlet, var det ikke for smart af mig). Jeg finder et sted i skoven, hvor der ikke er nogle mennesker og lægger spor til begge hunde. Men da jeg lægger Kopy’s spor, får jeg pludselig følge af en anden hund. Damen kan ikke kalde den til sig, hvorefter hun følger efter os – i mit spor – og tager hunden i snor – og går tilbage i mit spor… Nå, det var så en ekstra udfordring! Vi går en tur og da vi kommer tilbage til sporene, er der ligesom vokset dusinvis af mennesker og hunde op af jorden. Elliot går et flot spor, men mister knækkene (for dem havde jeg ikke lagt rigtigt). Jeg beslutter mig for at tage Elliot med, da Kopy skulle gå sit spor, for jeg ville ikke binde ham til et træ i skoven. Men det var en alt for stor distrahering for Kopy, for Elliot havde travlt med at lede efter godbidder i sporet. Sjovt nok, der hvor damen og hunden havde trampet rundt i vores spor, der gik Kopy med snuden lige i sporet – roligt og koncentreret.

Igår, søndag, ville jeg være sikker på, at hundene fik en succes, så jeg tog ud til Ballerup, hvor vi har området helt for os selv. Det blæste en del, så i stedet for at træne knæk, så gjorde jeg sporene lidt sværere ved at gøre min skridtlængde lidt længere end jeg plejer. Elliot’s spor blev 50m langt med slæbeskridt og kun godbidder for hver 5. meter. Han gik det rigtigt fint, selvom Kopy nåede at løbe henover sporet og spise en godbid.
Kopy’s spor blev 200m langt med 3 bløde knæk, men til gengæld ned og op ad en stejl skrænt og til sidst ned ad en mindre stejl skrænt. Han gik det rigtigt, rigtigt fint – fik knækkene og holdt sporet op og ned af skrænterne. Dog drejede han pludselig skarpt til venstre, selvom sporet fortsatte lige frem. Han fandt dog hurtigt sporet igen, da han opdagede, at det var forkert. Det undrede mig lidt – men måske der var en vind-hvirvel….
Her ses Kopy’s spor:

Kopy's spor 4. feb 2007